Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1175 ØIET. 1176 Del fra Taarevædskens Brydningsevne, thi for hver Gang vi blinke med det aabne Øie, det vil sige for hver Gang Vædskens Fordeling paa Hornhinden forandres, mærke vi ogsaa en For- andring i de nævnte stjerneformigt udskydende Lysstraalers indbyrdes Beliggenhed. Dersom vi nu, medens vi saaledes i Afstand betragte en Gasflamme eller en af de klarest skinnende Stjerner, stryge en Tændstikke af foran Ansigtet, ville de omkring Flammen eller Stjernen iagttagne Straaler oieblikkeligt trække sig ind lige som Følehornene paa en Snegl, naar man berører dem, og Billedet vil vise sig som det er frem- stillet i Fig. 2, b. Den pludselige Tilvæxt, som don i Diet indtrængende Lysflod erholder ved Fig. 2. a, en Stjerne, betragtet med udvidet Pupil; b, med sammentrukken 'Pupil; c, til Forklaring af »Knappenaalshoved- Forsøget.« Tændstikkens Afskygning1, foraarsager nemlig Pupillens Sammentrækning, og de Straaler, som forhen syntes at skyde ud fra Stjernen, for- hindres nu af Regnbuehinden fra at trænge ind i Øiet, hvorved den nævnte Lyskilde faar Ud- seende af et lysende Punkt. Ikke mindre lærerigt er det Forsøg1, vi nu skulle omtale. Man polerer Hovedet af en al- mindelig Messingknappenaal og stikker denne ind lige til Hovedet i en sort Hat. Derpaa vender man Ryggen mod Lyset, lukker det ene Øie og fører Hatten hen i Nærheden af Ansigtet, idet man holder den i en saadan Stilling, at Reflexlyset fra Knappenaalshovedet falder ind i det aabne Øie. Man vil da iagttage en lysende, cirkelrund Plot, ved hvis nederste Rand nogle af Diehaarene ville aftegne sig saaledes som det er fremstillet i Fig. 2, c. Smaa Taaredraaber ville ligeledes sees efter hvert Blink af øielaaget. Medens man saaledes vedblivende betragter den lysende Flade, fører man den ene Haand hen mellem Lyset og Knappenaalshovedet, hvorved man for et Oieblik spærrer Veien for det i Øiet indtrængende Lysknippe. Naar Haanden atter tages bort, mærker man hvorledes den paa ny fremtrædende Lysflade trækker sig stærkt sammen (Fig; 3). Knappenaalshoved-Forsoget. For at foretage det følgende Forsøg bchove vi kun et Stykke Tinfolio, i hvilket vi med en Knappenaal stikke et lille Hul. Naar vi da, lige som i det foregaaende Forsøg, lukke det ene øie, medens vi med det andet kigge gjennem det lille Hul, som holdes i omtrent en halv Tommes Afstand fra Øiet, vil man øjeblikkeligt mærke enhver Forandring af Pupillens Størrelse ved en tilsvarende Forandring af det cirkelrunde Synsfelts Flade. Lignende Fænomener kunne iagttages under mangfoldige andre Forhold. Naar vi en Som- merdag lægge os paa Ryggen i Græsset med en Straahat over Ansigtet for at skærme øinene mod Middagssolens Straaler, see vi en Mængde runde Huller aftegne sig mod den klare Himmel. Disse Huller skifte bestandigt i Størrelse, alle samtidigt, men paa en meget lunefuld Maade. Dersom vi ikke kjeudte de i det Foregaaende omtalte Forhold, vilde det ikke falde os ind at søge Aarsagen til disse Forandringer i Regnbue-