Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1177 ØIET. 1178 hindens Bevægelser. Vende vi Ryggen mod Lyset og holde en blank Stok tæt ved den ene Side af Ansigtet, viser den Del af Kjæppen, som er nærmest ved øiet, sig som en Lysstribe, hvis Brede varierer alt efter som Pupillen udvider sig eller trækker sig sammen. En Fingerring kan gjøre Tjeneste i Stedet for Knappenaalen i Experimentet med Hatten, og En eller Anden blandt vore Læsere har maaskee selv, naar han under sine Overveielser tilfældigvis er kommen til at føre Ringfingeren hen i Nærheden af Øiet, lagt Mærke til den runde Lysplet, som Ringen har kastet tilbage, og bemærket hvorledes denne Plet skiftevis har tiltaget og aftaget i Størrelse. Disse Exempler, der naturligvis kunde forøges med mangfoldige andre, vise alle, hvor over- ordenligt fint mærkende Øiet er for Lysfor- andringer. Digteren Thomas Moore og Filosofen Oliver Holmes have ret træffende sammenlignet fordi Karaffelen — lige som enhver af krumme Flader begrændset Lindse — ikke er i Stand til at bryde alle indfaldende Lysstraaler saa- ledes, at de samles i ét og samme Brændpunkt. Bringe vi nu det gjennemborede Papirstykke imellem Lyset og- Karaffelen, bliver Billedet langt kraftigere og klarere. Det fuldstændige Apparat er fremstillet i Pig. 4 i den Orden, hvori de forskjellige Dele maa opstilles. Sammenligne vi nu dette Apparat med et Oie, ville vi see, at Skjærmen (IV) svarer til Nethinden, Karaffelen (III) til Lindsen og det gjennemborede Papir- stykke (II) til Regnbuehinden. Lindsen maa altsaa have til Opgave at frembringe et Billede paa Nethinden af den uden for øiet værende Gjenstand, og Regnbuehindens Bestemmelse er bl. A. at gjore dette Billede klart og tydeligt. Nethinden, som modtager Billedet, forplanter Ind- trykket gjennem Synsnerven til Hjernen. At Fig. 4. Forsøg for at vise Maaden, paa hvilken nogle af Øiets Dele fungere. øiets Pupil med Skinhelligheden, der lige som hin kryber desto mere sammen jo mere Lys der falder paa den. Vi have nu sønderdelt øiet og lært at kjende Beliggenheden af dets vigtigste Dele: Hornhinden, Vandvædsken, Lindsen, Glasvædsken og Nethinden. Ved et meget simpelt Forsøg kan man vise den Maade, paa hvilken nogle af disse Dele virke. Apparatet, som vi benytte hertil, bestaar af en glat Vandkaraffel, fyldt med Vand, et tændt Lys og- to Stykker hvidt Papir, af hvilke det ene er forsynet med et rundt Hul, omtrent af Størrelse som en Tiøre. Vi stille nu Karaffelen i Nærheden af Lyset og sætte det ikke gjennemborede Papirstykke i opret Stilling paa den anden Side af Karaffelen i saa stor Afstand fra denne, at der aftegner sig et omvendt Billede af Lyset derpaa. Billedet frem- træder lidt utydeligt som Følge af den saa kaldte sfæriske Aberration eller, med andre Ord, Lindsen ogsaa i Virkeligheden fungerer paa samme Maade som Vandkaraffelen, er let at overbevise sig om. Naar vi med en Knappenaal holde den af Øiet udtagne Lindse mellem et tændt Lys og en Papirskjærm, ville vi paa denne sidste see et noget utydeligt, omvendt Billede af Lyset; men Billedet bliver tydeligere, naar vi, lige som i foregaaende Experiment, mellem Lyset og1 Lindsen anbringe et gjennem- boret Stykke Papir, som kan erstatte Regnbue- hinden. Foruden de allerede nævnte Opgaver har Regnbuehinden fremdeles den Bestemmelse at forebygge Ulemperne af den saa kaldte »kro- matiske Aberration». For ret at komme til Klarhed over hvad der förstaas ved dette Udtryk, ville vi betragte Lysstraalernes Bevægelse gjennem en bikonvex Lindse. Som Læserne vide bestaar det hvide Lys af de syv Farver: Rødt, Brand- gult, Gult, Grønt, Blaat, Indigo og Violet, som