Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1181 ØIET. 1182 Interesse at beregne hvor mange Millioner Tons Ved der aarligt frembringes ved Lysets kemiske Indvirkning1 paa den i Atmosfæren indblandede Kulsyre. Ogsaa paa det dyriske Liv udøver Lyset i mange Henseender en høist vigtig Ind- flydelse. Det er saaledes, for kun at nævne et enkelt Exempel, bekjendt, at paa Hospitalerne ere de Sygeværelser de sundeste, til hvilke Lyset har bedst Adgang, og der er ingen Tvivl om, at en i længere Tid fortsat fuldstændig Mangel af Lys vilde have en høist betænkelig Indflydelse paa det organiske Liv, og at en uafbrudt Nat paa Jordkloden vilde medføre Sygdom og Død i den nu levende organiske Verden og bidrage til, at denne, for Dyrerigets Vedkommende, blev repræsenteret af lutter blinde Former. Vi skulle her anføre hvad Kane skriver om Polarnatten i Smiths Sund. »Den 15de December. Vi have tabt det sidste Spor af vort Dagslys. Vi kunne ikke længere læse, ere knap i Stand til at skimte Papiret og formaa ikke at tælle vore Fingre, naar vi holde dem i en Fods Afstand fra Diet. »De første Spor af det tilbage vendende Lys iagttoges ved Middagstid d. 21de Januar, da der paa Himmelen imod Syd en kort Tid bemærkedes en brandgul Rødme. Vi havde da nærmet os 32 Dage til Tiden for Solens Gjen- opstigning over Horizonten, og Natten var nu ikke mere saa mork som det dybeste Midnats- mørke saaledes som Parry oplevede det paa 74° 47' nordlig Brede. Virkningen af det lange, intensive Mørke var i hoi Grad nedtrykkende, og end ikke vore Hunde, som dog1 for største Delen vare fødte inden for Polarcirkelen, for- bleve upaavirkede deraf; de fleste af dem døde endog af en forunderlig Sygdom, som, efter Alt at dømme, hidrørte lige saa meget fra Mangelen af Lys som fra den stærke Kulde. »Den 20de Januar. Imorges Kl. 5 gik jeg op paa Dækket — jeg er saa plaget af Søvn- løshed som Følge af denne evige Nat, og jeg staar op paa en hvilken som helst Tid af Døgnet —. Det var fuldstændigt mørkt, thi Kulden gjorde det umuligt at benytte Hænge- lampen, og gjennem Kahyttens isklædte Vinduer trængte der ikke den ringeste Lysstraale ind. Medens jeg følte mig frem i Mørket, kom to af mine Newfoundlands-Hunde imod mig; da de gjenkjendte mig, gave de deres Henrykkelse Luft i de vildeste Glædesudbrud, og da forstod jeg hvor ulykkelige og forkuede disse Dyr maatte føle sig i de Forhold, hvorunder de levede, med 10 Graders Varme inden Døre og 50 Graders Kulde uden for, omgivne af et stadigt Mørke, disse stakkels Dyr, som hylede af Glæde ved Synet af et eller andet tilfældigt Lys, der kunde minde dem om Dagslyset, men hvis Instinkt ikke kunde lære dem, at Mørket atter vilde vige, eller for- klare dem Udeblivelsen af det saa længe savnede Dagslys. De skulle for Fremtiden oftere faa tændte Lygter at see.» Lad os tænke os, at et Dyrepar for uminde- lige Tider siden var blevet indesluttet i Mørke, og at det og dets Afkom gjennem mangfoldige Generationer havde fristet Livet under saadanne Forhold — hvad vilde Følgen vel være bleven deraf? Et Organ, som aldrig benyttes, aftager i Størrelse og kan endog efter lange Tiders Forløb forsvinde. Det er derfor lioist sand- synligt, at efter nogle Slægtled vilde Øinene hos disse i Mørket indesluttede Dyr have af- taget i Støn else og Synsevne, og at de tilsidst vilde være bievne ganske blinde. Mange Natur- forskere ere ogsaa af den Mening, at de blinde Fiske, Insekter, Krebsdyr o. a., som bebo Mam- muthulen i Kentucky og lignende underjordiske Grotter, have havt en saadan Historie, og at de nedstamme fra Urformer, som uden for Grotterne endnu ere repræsenterede af Former, der ere udrustede med fuldkomment funktionsdygtige Syns- organer. Naar Lys absorberes, omdannes det til Varme eller ogsaa udfører det kemisk Arbeide, f. Ex. naar det træffer Fotografens med Jodsølv overdragne Plader. Dets Evne til at virke af- blegende paa Farver er almindeligt bekjendt, og Enhver, der liar Bøger staaende i en Reol, vi] have erfaret, hvorledes Ryggene bleges af Lyset. Den omhyggelige Insektsamler, som længe har været kjed over, at Sollyset lidt efter lidt har odelagt hans Sommerfugles prægtige Farver, forsoger med Held at absorbere Lyset ved An- vendelse af farvede Glas. Denne Evne hos Sol- lyset til at blege Farver spiller en betydningsfuld Rolle i Spørgsmaalet om Nethindens Funktion. Efter at Professor Kr. Boli havde bekjendtgjort sin Opdagelse, at det yderste Lag af Nethinden — d. v. s. det Lag, som er beliggende længst fra Glasvædsken — hos det levende Dyr ikke er farvelost, men tvært imod har en purpurrod Farve, som det i diet indtrængende Lys be- standigt stræber at ødelægge, tildrog dette For- hold sig den storste Opmærksomhed, og det varede ikke længe, førend Kuhne, Professor i Fysiologi ved Universitetet i Heidelberg, paa viste, at dette Stof, som kaldes »Synspurpur», bleges saa snart Dyret er dodt, en vigtig Opdagelse, for saa vidt man nu ved Hjælp af udpræparerede Nothinder var i Stand til at foretage forskjellige Experimenter, som man tidligere havde anseet