Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1193 ØIET. 1194 Udviklingen fremad; en let Opsvulmning af Epi- demis finder Sted oven over Farvestofcellerne, og derved er Lindsen repræsenteret i sin mest rudimentære Skikkelse. Gjennem en næsten uendelig1 Række af Omdannelser, som hver for sig antyder et Fremskridt i Udviklingen, opnaar øiet til sidst den Fuldkommenhed, som vi træfle det i Besiddelse af hos Falkene, Ørnene og andre Fugle». (Oversat af Udg.). INSEKTLIVET I VORE FERSKE VANDE. AF Dr. phil. VILHELM BERGSØE. Af alle Dyreklasser gives der ingen, der saa stærkt som Insekterne er bundet til Sol- lyset og Solvarmen. Medens Polarhavet gjennem- streifes af Hvaler og Sæler, Landet af ikke faa Pattedyr, medens Fjeldene ere bedækkede af talrige Fugle og medens Havets iskolde Dybder vrimle af Fiske, Krustaceer, Mollusker og Straale- dyr, trække Insekterne sig over hele Jordkloden sky tilbage for det salte Vand og blive i de egenlige Polaregne saa sparsomme, at der, med Undtagelse af de med Handelen i Forraadsmaga- sinerne indslæbte Arter, kun findes nogle ganske enkelte, som kunne siges at være Polarbeboere, idet de hele Aaret rundt trodse det vinterstrænge Klima. At Insekterne vige bort fra Havets og Polaregnenes Kulde, har den samme Grund, og denne er rent biologisk — intet af disse Steder frembyder saadanne Betingelser, at den ofte langvarige Metamorfose kan gaa for sig med Held. I Havet aftager Sollyset og Solvarmen hurtigt ned efter, og i Polaregnene stivfryser Jord- bunden saa dybt og saa længe, at Larvelivet i Jordskorpen bliver til en Umulighed. Med andre Ord: Kun de Jordbælter, hvor Frosten ikke kan naa de vigende Larver, ere i Stand til at udfolde et Insektliv, og- hvad Vandet angaar, da er dette kun i Stand til at beboes af Insekter, naar det har en saa ringe Dybde, at Solen kan gjennem- skinne og gjennemvarme det saaledes, at der dannes en fanerogam Vegetation. Og dog har Vandet, selv i dette Tilfælde, en yderst ringe Tiltrækning for Insektlivet. Dette mangler vel ikke ganske, men det er sparsomt, og Insekternes Undiner ere indskrænkede til meget faa Familier. Medens Myriader af Biller, Bier, Fluer og- Sommerfugle gjennemkrydse Luften, medens Jordens muldførende Skorpe gjenneni- mineres af Millioner Larver, medens Svampe, Urter, Buske og Træer ere lige saa mange Arnesteder for travle Ødelæggere, der ikke forsmaa det haardeste Ved eller den mest stinkende Svamp, ligger Havets Vegetation i rolig Fornemhed, uberørt af disse plebeiiske Gjæster, som ikke engang Men- nesket kan fri sig for. Der, hvor Havstokken slutter, ender ogsaa Insekternes ellers saa ende- løse Rige, og kun en enkelt Vandskiløber (Slægten Halobates) farer hen over Havets Bølger — en underlig, ensomt vandrende Havmand, hvis øvrige Slægt er henvist til de ferske Indsøer, Floder og Damme. Men ogsaa her synes Insektlivet kun med Vanskelighed at kunne løsrive sig fra den moderlige Jord. De fleste, navnlig alle de mindre, fint byggede Arter holde sig nær til Bredden og tumle sig lystigt mellem de talrige Vandplanter, der altid krandse Vandenes Løb. Kun de større Arter vove sig længere ud; men bliver Vandets Ud- strækning af nogen Betydning, taber Arternes Antal sig hurtigt, og i større Ferskvandssoers Midte vil man saa godt som ikke træffe et eneste Vandinsekt. Her indtræder nemlig lig- nende Forhold som paa Havet — Mangel paa Lys, Varme og en sikker Ankergrund, og Insekt- livet hører op.