Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1197 INSEKTLIVET I VORE FERSKE VANDE. 1198 ■deres skjulte Sædvaner og Bygning at kjende; thi vore indenlandske, næsten alle meget nær- staaende Arter, maale kun 2—3 Linier i Læng- den. Hvad de saaledes mangle i Størrelse, erstatte de ved en stor Selskabelighedsdrift, som bevirker, at de flokkes i Hobe paa Aaernes og Dammenes Over- flader, hvor de i Solskin tumle og jage med hver- andre i kredsende Bølgelinier, ofte saa hurtigt, at Øiet kun opfatter dem som blanke, stenkulssorte Perler, der raslende støde mod hverandre, for atter at splittes til alle Sider, naar de som jagende Sol- blink styre afsted i alle Retninger for i yderste Nødstilfælde at forsvinde i Dybet. Lade vi Nettet strejfe hen over Overfladen, kan det ikke undgaas, at en Del af disse rastløse Svømmere forvilde sig i det, og vi see dem nu i deres fulde Skikkelse, saaledes som de neden staaende, noget forstørrede Figurer vise os dem. Selv en ganske flygtig Betragtning af deres Bygning vil snart lære os, hvorfor de udføre og maa udføre disse besynderlige Skoiteløbersving hen over Vandets vi os en saadan Baad dreven frem af fire mægtige Aarer, der anbringes langt agter, da vil den, roet i afbrudte Sæt, gjøre de samme kredsende Bevægelser som Hvirvelbillen, thi der er intet Hold paa den i nogen Retning. At Hvirvler- nes eiendonimelige, kredsende Bevægelser skyldes Legemets Form og ikke Dyrets Villie, sees bedst deraf, at disse Biller, selv under heftig Forfølgelse, ikke formaa at svømme lige, men fortsætte deres kredsende Bevægelser, som gjør dem Veien hun- dredefold længere, selv ud over en Aa eller et andet større Vanddrag. For dem gjælder ikke Ordsproget, at den lige Vei er den bedste. Den Hurtighed og Kraft, hvormed Hvirv- lerne paa klare Solskinsdage jage hen over Vandet i stadigt vexlende Ringe, er i høi Grad beundringsværdig. Et eneste Slag med Bagbenene driver dem hen over Vandet med en Fart, som Øiet neppe kan følge, og i en Længde, der over- gaar Dyrenes egen mindst hundrede Gange. Naar de blive trætte af deres livlige Tumlen, Hg. 4. Dens Larve. Fig. 1—4. Forskjellige Hvirvlere med deres Larveform. Overflade. Det ovale, fortil afrundede og nedentil svagt hvælvede Legeme flyder paa Grund af sin Lethed i Overfladen og kan ikke uden særegne Anstrængelser bringes ned under denne. Betragte vi dernæst Hvirvlernes Ben, som afgive den be- vægende Kraft, da see vi, at det forreste Par er ud- viklet til et Par lange, tynde Arme, skikkede til at omfavne og fastklamre Vandplanternes Stilke, medens de to sidste Benpar ere omdannede til meget kraftige Svømmeredskaber. Hos ingen anden Familie, selv ikke hos de langt kolossalere Vand- kalve, træfle vi en saa enorm Udvikling af de to bageste Benpar. De enkelte Led, lige fra de brede fastvoxede Hofter og ud til Kloleddet, ere omformede til en flad, bred Skovl, en virkelig Luffe, der med en uhyre Muskelkraft kan føres forfra bagtil i hurtigt skiftende Aaretag. Hvirv- lerne blive saaledes at betragte som en, kun lidet dybtstikkende, underneden afrundet Baad, der mangler Kjol, og hvis afrundede Stævn ikke frembyder noget Skjærepunkt for Vandet. Tænke søge de en skyggefuld Plet, hvor de roligt lade sig gynge paa Vandets Overflade, farende lyn- snart til alle Sider, saa snart de mærke den ringeste Forstyrrelse. Paa mørke, regnfulde Dage holde de sig derimod skjulte under Plan- ter og Stene langs Vandenes Bredder. Holder man nogle af disse vævre Vand- skiløbere fangne i et Glas, faar man først ret Øinene op for Bevægelsernes lynsnare Hurtig- hed. Forstyrres de, jage de Hovederne mod Glassets Sider med en saadan Hurtighed og Styrke, at Lyden, selv af en enkelt, ligner et Rokkehjuls stadige Snurren, og saaledes kunne de blive ved flere Minuter i Træk. Men ogsaa i andre Henseender er det interessant at holde nogle af disse staalglimrende Smaaflokke i sit Akvarium, thi man faar da Syn for en Mængde Smaatræk, der tilsammen udgjøre disse Dyrs Liv. Efter at have udmattet sig- ved frugtesløs Rasen mod Glasfængslets Sider, begynde de at komme til Ro, og man kan nu med Lethed under-