Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1199 1NSEKTLIVET I VORE FERSKE VANDE. 1200 søge den Maade, hvorpaa de aande, saa vel oven Vande som naar de stige ned mod Bunden af Glasset. Saa længe de hvile paa Overfladen, er det kun Bugen og- Siderne, som berøres af Vandet, medens Aandehulierne paa Bagkroppen overhvælves af Vingedækkerne, dor hos denne Familie danner ct Luftkammer, som har den Eiendommelighod at være aabent bagtil, idet Vingedækkernes ellers meget faste Sømforbindelse her viger noget fra hinanden. Da Vingedækkernes Spids ikke dækker det sidsie Bagkropsled, kan Luften altsaa uhindret strømme ind og fylde Luftrummet under Vinge- dækkerne, medens Vandets Indtrængen hindres ved den silkeagtige Beklædning- paa Bagkroppens sidste Led. Saa længe Hvirvelbillerne altsaa kredse hen over Vandet, aande de sodi andre Luftinsekter, men noget anderledes bliver Forholdet, saa snart de maa søge ned til Bunden for at undgaa Farer paa Overfladen. Da Vingedækkerne nemlig ikke, som hos Vandkalvene, omslutte hele Bag- kroppen, men lade en betydelig Aabning fri bagtil, skulde man formode, at Vandet strax vilde trænge ind, saa snart Hvirvlerne forsøgte at dykke. Dette skeer imidlertid ikke. Luften g'jor vel Forsøg paa at slippe ud ad Aabningen for at give Plads for Vandet, men, hindret af en hemmelig Kraft, bliver den hængende omkring- Bagkroppens Spids som en tindrende Kviksølvperle, der udvider og sammentrækker sig i Takt med Dyrets Aande- drag. Hvad der saaledes holder Luften fra at undvige og- stige op mod Overfladen er vist nok ikke ene den silkeagtige Behaaring- paa Genital- klapperne og Bagkroppens sidste Led; thi Luft- blæren lader sig- kun med megen Vanskelighed løsne, og gjør man Forsøget med en tør Pensel f. Ex., seer man, at Penselens Luftblærer hurtigt stige tilveirs, medens Hvirvlerens lader sig svinge og trykke, saa at den skifter Form, uden at løsnes eller briste. Efter al Rimelighed afson- drer Dyret en seig Fernis, som omslutter Luften paa samme Maade, som vi see det hos Vand- edderkopperne, der føre lignende kviksølvglimrende Luftperler ned i deres mellem Vandplanterne op- hængte Dykkerklokker. Hvirvlerne dykke overhovedet ikke gjerne og synes kun at gjore det, naar de føle sig- haardt forfulgte; thi paa Grund af deres specifiske Lethed koster denne Bevægelse dem megen An- strængelse, lige som de ogsaa maa anvende en Del Muskelkraft for at holde sig under Vandet. De omklamre derfor Vandplanternes Stængler enten med deres armformigt forlængede Forben, eller med det mellemste Benpar. Den sidste Stilling indtage de især, naar de ville rense sig, hvilket de udføre ved at lade Forbenene glide op over Hovedet og de øreformede Følehorn. Saa snart de slippe deres Holdepunkt, stige de med rivende Fart op mod Overfladen. Hvirvlerne ere graadige Rovdyr, som med lynsnar Hurtighed forfølge de i Vandets Over- flade levende Larver og Krustacecr. I Fangenskab synes de enkeltvis at kunne sulto meget læn- gere end Vandkalvene, men de anfalde ikke desto mindre hverandre, naar flere holdes sammen i ét Glas og der ikke gives dem den fornødne Næring. Saa uskikkede til Bevægelse paa Land de korte, 1 nffeagtige Svømmeben end maatte synes at være, er det dog vist, at Hvirvlerne komme ganske rask afsted ogsaa paa det Tørre. Ikke alene kravle de temmelig hurtigt, men de kunne ved at anvende de to bageste Benpars samlede Muskel- styrke gjøre forbausende Spring, lige som de ogsaa, saa længe Benene ere vaade, kunne klattre op ad glatte, lodrette Flader. Selv naar de holdes i Glaskar, som have lodrette Vægge, formaa de langsomt at arbeide sig op ad de glatte Glas- flader, indtil de kunne sætte sig i Frihed, og den samme Klattreevne benytte de i det Frie, naar Mørket falder paa. Om Dagen tumle de sig1 i Solskinnet og hvile i Skyggen; men ved Solnedgang entre de op ad Sten og Vandplanter ved Bredden, hvor man kan træffe dem siddende i smaa Hobe, alle med Hovedet vendt imod Vand- fladen for at de ved den ringeste Allarm kunne styrte sig ud. Paa denne Tid af Døgnet søge de ofte fra det ene Vanddrag til det andet, især flyve de paa stille, varme Sonnneraftener og stundom ikke saa ganske korte Strækninger endda. For at kunne iværksætte Opflyvningen, bestige de større Vandplanter, ad hvis glatte Stængler de arbeide sig op paa den alt beskrevne Maade. Naar de have naaet en passende Høide, krybe de ud paa en af Endegrenene og foretage, lige som Oldenborren, en Række dybe Indaandinger, medens Vingedækkerne aabnes i deres dybt ind- falsede Sømme, hvorpaa Billen pludseligt seiler afsted i en temmelig tung, noget snurrende Flugt. Denne er imidlertid ikke meget udholdende, da Flyvning for disse Dyr kun er en sekundær Be- vægelsesmaade, hvis Hensigt er at omskifte et Indvand med et andet. Uagtet Hvirvlerne vise det for Biller høist eiendomnielige Forhold at have to Par facetterede Dine, hvoraf det ene Par under Svømningen gjennemspeider Vandet, medens det andet undersøger Luften, og uagtet deres korte, øreformede Følere ere byggede paa en høist eien- dommelig-, fra alle andre Biller afvigende Maade, synes disse Sandseorganer dog at være af ringe Betydning paa deres Natteudflugter, hvor de ofte forvilde sig hen paa Steder, hvor de enten ikke høre hjemme eller hvor de ikke kunne leve. De Smaaflokke af Hvirvlere, som man af og til