Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1211 ■INSEKTLIVET I VORE FERSKE VANDE. 1212 Vanskeligheder, som skulle overvindes, saa at Hanner, der have glatte eller hoit hvælvede Hunner, faa de stærkest udviklede Klofornier, hvorimod disse, lige som Sugeskaalene aftage i Størrelse, naar Hunnerne ved deres Form og Skulptur frembyde gunstigere Forhold for Til- hæftningen. Meget eiendonimelig, men tildels endnu ikke rigtigt oplyst, er den mærkelige Kjendsgjerning, at mange Arter vise en dobbelt Form af Hunner, ledsaget af et tilsvarende Dobbeltsæt af Hanner, hvor Forskjellen ligger i Forføddernes større eller mindre Udvikling, der atter staar i Forhold til Hunnernes svagere eller stærkere Skulptur. Tydeligst og mest kjendt viser dette Forhold sig- hos vore store Arter af Slægten Dytiscus. Normalt have Hunnerne en riflet Overflade, idet der paa hvert Vingedække findes fem dybe Furer, bogrændsede af smalle og- hoit hvælvede Kjole. Sammen med disse »riflede Hunner«, som de kaldes, findes »glatte«, altsaa Individer, som ved første Øiekast ligne Hanner og kun adskilles fra dem ved at deres Forfødder ikke ere ud- videde til Sugeapparater. Vi faa altsaa her en lirdobbelt Udvikling af Arten, idet nogle Hunner optræde under en mandlig Maske som glatte, og til disse svare atter Hanner med stærkere ud- viklede Sugeskaale og Klør. Det hele Forhold har givet Anledning' til mange og meget dybsin- dige Spekulationer; navnlig har Danvin heri seet en Støtte for sin Lære om Arternes gradvise Udvikling gjennem Akkomodationsprincipet. Idet han gaar ud fra, at de riflede Hunner maa frem- byde færre Vanskeligheder for Parringen, og som en Følge deraf frembringe et større Afkom, mener han, at de glatte Hunner faa deres mindre heldige Skulptur erstattet ved en høiere Svømmeevne, idet de ifølge Lovene for Væxtens Kompensation faa kraftigere Svømmeorganer og derved sættes i Stand til at staa sig i Kampen for Tilværelsen. Imellem do »riflede« og »glatte« Hunner findes der, i hvor vel sjeldent, Övergångsformer, og det er disse Övergångsformer, der efter Darwins Mening som de ældste og svagere ere bestemte til at offres i Kampen. Med al Respekt for den Genialitet, hvormed den berømte Forsker opstiller sine Theorier, er han paa dette Punkt kommen ind paa et Terra incognita, hvis Beboere han ikke har stiftet nøiagtigt Bekjendtskab med. Det er nemlig- indlysende, at jo glattere, jo mere sleben en Art bliver i sin ydre Form, desto lettere vil den have ved at gjennemskjære Vandet. At de glatte Hunner derfor skulde faa deres Mangel paa Skulptur erstattet ved kraftigere Svømmeevne, altsaa stær- kere udviklede Baglemmer, strider lige saa meget mod Virkeligheden, som mod de fysiologiske og biologiske Love. I Virkeligheden ere de glatte og riflede Hunner ens udrustede i Retning af Svømmeevne; men da Hannerne hos Slægten Dytiscus have stærkere udviklede Svømmecilier paa Bagbenene end Hunnerne, ligger den For- modning nær, at Darwin ved en hurtig Under- søgelse har forvexlet en glat Hun med de ligeledes glatte Hanner. Hvis der, som Darwin antager, kun var én Hanform til at befrugte de to Slag-s Hunner, vilde de riflede ganske sikkert være gun- stigst stillede; men nu er der i Virkeligheden, og dette gjælder omtrent for alle Familiens Slægter, ogsaa en dobbelt Hanform, hvor Ud- viklingen af For- og Mellembenene er afpasset efter Hunnernes dimor-phe Skulptur. Herved falder Grundlaget for Darwins hele Raisonnement bort; thi da Naturen har sørget for begge Hunformers lig-elige Parring-, ville de to Rækker vedblive at udvikle sig jævnsides uden at rivalisere med hin- anden. Endeligt maa det tages i Betragtning-, at Hunnernes Dobbeltformer hos Slægten Dytiscus, staa i et bestemt Forhold til Arterne, idet nogle f. Ex. D. latis simus., dimidiatus og punctu/atus kun have den riflede Form, der maa ansees for den normale, medens D. lapponicus, maryinalis og circum- cinctus vise os begge Konformer, for de to sidste Arters Vedkommende omtrent i ligelig Mængde. Dog maa det bemærkes, at de forskjellige Loka- liteter spille en meget forskjellig- Rolle, idet man paa et Sted træfler næsten udelukkende riflede, paa et andet fortrinsvis glatte Hunformer. Denne Omstændighed maa i høi Grad tages i Betragt- ning; thi den leder uvilkaarligt Tanken hen paa, at det er lokale Eiendommeligheder i Vandet og dets Omgivelser, som betinge, hvilken Hun- forin der udvikler sig. At Forskjel i Næring, Varmegrad og andre Livsbetingelser i høi Grad kunne virke ind paa de fuldkomne Insekters Hudskelet, baade hvad Skulptur og Udvikling angaar, derpaa have vi gjennem hele Insekt- riget saa talrige Exempler, at Afvigelserne inden- for Slægten Dytiscus blive mindre paafaldende for den, der er kjendt med de her hen hørende For- hold gjennem hele Familien. Æggene aflægges frit i Vandet, til hvilket Element Hunnen betroer den fremtidige Yngel. Af de meget forlængede og tynde Æg kom- mer efter to til tre Uger en Larve, hvis Form naturligvis er forskjellig efter de for- skjellige Slægter, men som dog gjennemgaaende udmærker sig- ved et temmelig stort, fladtrykt Hoved, forsynet nied et Par mægtige, segl- dannode Overkjæber, en cylindrisk, bag til til- spidset Krop, som ender i et Par Haleblade, Mangel paa Aanderorsgjæller og Tilstedeværelsen