Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1213 INSEKTLIVET 1 VORE FERSKE VANDE. 1214 af tre Par middellange og med Svommecilier for- synede Ben. Som Type paa Larverne til Slægten Vytiscus have vi valgt nedenstaaende Art, der allerede er beskreven af Roesel von Rosenhoff i hans be- kjendte »Insektenbelustigungen« fra Midten af forrige Aarhundrede. Selv et ganske flygtigt Blik paa denne fra de haarde, brede og hurtigt svømmende Vandkalve saa forskjellige Form, viser os, at vi lier have at gjøre med et Rovdyr af første Rang, en sand Hai, der lige saa lidt for- sinaar sine egne Frænder, som alle andre Larver, der ere saa uheldige at komme i dens Nærhed. Det store stærkt nedtrykkede, næsten firkantede Hoved er bevæbnet med et Par lanse, tynde, seg'lformede Overkjæber, der bevæges vandret saaledes, at Spidserne krydse hinanden. De øvrige Munddele ere derimod stærkt tilbagetræ- dende, idet Byttet ikke skal tygges, men blot udsuges, omtrent paa samme Maade som en Ædderkop udsuger en Flue. Overkjæberne have Fig. 24. Puppe og Larve af Slægten Uytiscus. nemlig paa deres indvendige Side en oval Aabning, som forer ind til en Kende, der atter leder Blodet af det udsugede Dyr hen imod Svælget. Byttet fastholdes under Sugningen med Spidsen af Over- kjæberne og slynges ved en rask Bevægelse ud til Siden, naar der ikke findes niere Blod i det. Bag1 ved Overkjæbernes Rod sidde de syvleddede, temmelig lange Antenner, og tæt ved dem findes atter paa hver Side af Hovedet sex enkelte Dine af en skinnende sort Farve. Benene ere korte, temmelig spinkle og trods deres Beklædning med Svommehaar kun daarlige Redskaber til Svøm- ning. Denne foregaar ved Bugtninger af hele Bagkroppen, som er sammensat af otte valseformede, bag til afsmalnende Led, hvoraf det sidste bærer et Par med Svømmefryndser besatte Haleblade. Af Aandehuller træffe vi ni Par; men af disse ere de otte lukkede, altsaa satte ud af Funktion. Derimod findes der paa det sidste, altid mere eller mindre forlængede Bagkropsled, to ovale Aandehuller, som ere aabne og sidde i Enden af Leddet i umiddelbar Nærlied af Halegriflerne. Fra disse to store Aandehuller udgaar et Par mægtige Aanderørsstammer, som hver paa sin Side gjenneniløber Kroppen og fortsætter sig ind i Hovedet. Aandedrættets Mekanik bliver saaledes meget simpel. Larven stiger paa Grund af sin store Lethed meget hurtigt og kommer, lige som de fuldkomne Dyr, op med Hovedet ned ad. Halespidsen føres op i Vandskorpen, hvor Halegriflerne virke som Luftledere, og Indaan- dingen foregaar i denne hængende Stilling-. Da Aanderorssystemet er saa forbausende udviklet, at Legemet næsten bliver én sammenhængende Lunge, behover Larven kun med lange Mellemrum at søge op til Overfladen. Mest finder man dem svømmende mellem Vandplanterne, hvor de med op ad krummet Bagkrop og vidt opspilede Krogkjæber vente paa deres Bytte, som de lyn- snart gribe og- udsuge. Larverne voxe temmelig hurtigt og skifte i Løbet af Sommeren tre Gange Hud. Da Lar- verne under Puppehvilen ikke kunne komme i Forbindelse med den atmosfæriske Luft, bliver det nødvendigt for dem at udvandre og søge hen til Steder, som kunne sikkre dem et roligt og fare- frit Ophold under deres tilsyneladende Dødssøvn. Mod den Uro, der er eiendommelig for alle Larver, som skulle forpuppe sig1, vandre de op paa Land og grave sig her en Puppehule, idet de anvende Hovedets flade Forrand som Spade. I denne Puppehule trækker Larven sig stærkt sammen, Larvehuden brister i Ryggen, afskydes og giver Plads for den brede, noget krummede, hvide eller lysgule Puppe, gjennem hvis tynde Puppe- svøb man allerede skimter det kommende Insekts Omrids. Puppen hviler, alt efter Omstændig- hederne i flere Uger. Da sprænges Puppesvøbet, og den g'jenfodte Vandkalv kommer ud som en blød, farvelos Skabning, der behøver Luftens og Lysets Paavirkning for at hærdes, inden den paa ny vender tilbage til sit Element. De udviklede Insekter kjende, lige som Lar- verne, ikke til nogen Skaansel, men ere i Forhold til deres Størrelse de frygteligste Rovdyr, vore ferske Vande have at opvise. I Fangenskab angribe de, selv om de fodres godt, altid deres svagere Slægtninge, idet de bore Hovedet bag fra ind under Vingedækkerne for at komme til Ind- voldene og Fedtlegemet. I Fangenskab tage de med Begjærlig'hed mod Alt, Larver, Snegle, ja selv raat Kjød, og glemmer man blot et Par Dage at fodre dem, rase de ubarmhjertigt mod hverandre. Deres Appetit grændser til det næsten Utrolige, og med en sand Ulvehunger anfalde de endog' Hvirveldyr, som ere mange Gange større end de selv. I Fiskedamme efterstræbe