Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1215 INSEKTLIVET I VORE FERSKE VANDE. 1216 de saaledes især de forskjellige Karpearter, idet de forst angribe Øinene, som de udgrave og fortære for at faa Adgang til Hjerneniassen. At de ligeledes anrette et stort Nederlag, selv de smaa Arter, paa Fiskerogn og Fiskeyngel, tør ligeledes ansees for givet, og man bør derfor, hvor man holder Fiskedamme eller Anlæg' til kunstig Fiskeavl, altid have et vaagent die med disse uanseelige, men til Gjengjæld talrige og graadige Fjender. Især maa man passe paa de større Arter, uavnlig af Slægten Dytiscus, og ikke undlade at dræbe alle dem, som man faar i Land med Vaad eller Ruser. Selv Krogfiskeren spille de mangt et Puds, og den gamle Overtro, at Aakn kan tage Ormen af Krogen, skyldes mest de større Dytiscer. Man iagttager nemlig ofte, at Floddet gjør en Række hoppende Be- vægelser i Overfladen og derpaa langsomt gaar under Vandet. Trækker man nu op, følger Intet med, men Ormen er borte, fortæret af en eller anden stor Dytiscus, som naturligvis undslipper. Hvor hurtigt saadan en Orm maa kunne fortæres, fremgaar af Erichsons Iagttagelser. En Cybister Roesclii, som han holdt fangen i et Glas, opaad paa 40 Timer to hele Frøer, det vil sige over hundrede Gange mere end den selv veiede, og da Erichson aabnede Tarmkanalen kort efter at den sidste Frø var opædt, var Tarmen næsten tom. Til Gjengjæld kunne de, som saa mange Vanddyr, udholde at sulte i flere Maaneder. Arternes Antal er her i Landet ret betyde- ligt, idet det beløber sig til over hundrede. Skjøndt de fleste af disse {Haliplus, Cnemidotus, Hydroporus o. fl.) kun opnaa en Længde fra én til tre Linier, have vi dog ogsaa ret anseelige Arter, især mellem Slægterne Dytiscus, Hydaticus, Acilius, Agabus og Colymbetes, hvor Længden varierer fra 3—18 Linier. Farverne ere gjennem- gaaende mørke som de Skovvande, hvori Arterne hyppigst opholde sig, snart dybt olivengrønne {Dytiscus), snart broncesorte {Ilybius), snart mørke- brunlige eller graa {Hydroporus, Agabus, Colym- betes, Hydaticus), og kun hos enkelte Slægter rav- gule {Haliplus, Cnemidotus) eller rustrøde {Hyphy- drus). Baand, Pletter og- Randeringer af lysere gul eller rødlig Kolorit bringe vel nogen Afvex- ling i de mørke Rundtoner, men i det Hele og Store udmærker denne Familie sig ikke ved Farve- pragt, mere derimod ved afsluttet Form og ofte anseelig Størrelse. De to sidste Forhold betinge tillige til en vis Grad de forskjellige Slægters Opholdssteder, idet de større, kraftige Svømmere søge ud paa større Dybder, medens Smaaformerne ere hen- viste til den undersøiske Randbræmme af Vand- planter og Alger, som krandse alle vore Indvande, Vand, der er i stærk Strømning eller urolig Bølge- gang, yndes ikke af Vandkalvene, og kun disses kraftigste Svømmere forinaa at trodse disse uhel- dige Betingelser. Saaledes ynder Cybister Roe- selii, vist nok Familiens bedste Svømmer, især rindende Vand, ja træffes endog i Floder, og vor største Art, den bredrandede Vandkalv, for- lader endog vore ferske Vande og træffes af og til i vore Fjorde, ofte i en betydelig Distance fra Land. Mærkeligt er det, at den Tangbræmme, som krandser vore Kyster, ofte er et Tilholdssted for ikke faa, især større Arter af Slægterne Agabus, Ilybius og flere andre. Det er især de sandede Kyststrækninger paa Bornholm, som frem- byde dette ejendommelige Findested, og under saadanne Forhold har jeg endog taget Cybister Roeselii, som ellers er overmaade sjelden her i Landet. DaBornholm kun eier smaaFjeldstrømme, der tilmed stryge over Klippebund, som ikke yndes af Vandkalvene i det Hele taget, ligger den For- modning- nær, at de i Tangen skjulte Arter ere ufrivillige Flygtninge, som af Vind, og Strøm ere førte bort fra deres oprindelige Hjem. Lige som Hvirvlerne flyve Vandkalvene af og til, især i Skumringen; men deres Flugt er tung og ube- hjælpsom. Alt, hvad Vinden fører ud over Havet og alle de Individer, som ved Aaer og Bække skylles ud i det salte Vand, ere derfor udsatte for at prisgives Strømmen og Bølgeslaget, indtil de naa en frelsende Kyst. At de Exemplarer, man finder under Tangbuskene, ofte ere affarvede, defekte eller lide af en eller anden Abnormitet, synes ligeledes at tale for et længere Ophold i Havet. Foruden Vandets Dybde og Udstrækning, synes ogsaa Bundforholdene at spille en væsenlig- Rolle, idet disse betinge et mere eller mindre frodigt Planteliv og en deraf afhængende Larve- mængde, som er saa væsenlig for denne rov- begjærlige Familie. Vande med en mudret Lov- faldsbund, saaledes som den lindes i vore Skovbække, -Moser og -Damme, ere derfor saare gunstige Loka- liteter, der soges af en Mængde Arter, som ofte optræde i et meget stort Individantal. Rullestens- lerbund soges af Haliplerne, Cnemidotus og enkelte Agaber og Hydroporer, hvorimod den rene Sand- dier Fjeldbund kun huser et ringe Antal Arter. Alle ere gjennemg'aaende lyselskende Dyr, som ynde at sole sig i Overfladen eller at skjule sig under de drivende Vandplanters Blade. Kun en enkelt Årt, Agabus maculatus, synes lige som den lodne Hvirvler at være et Nat- dyr, da man om Dapen altid finder den skjult under Stene tæt ved Bredderne af Vandet. Medens Vandkalvene, som vi have seet, ere uforsonlige Modstandere af alt det Insektliv, der