Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1217 insektlivet i vore ferske vande. 1218 Slægtninge. Liskene Mod paa dem, livad Fig. 25. Pelobius Hermanni (forstørret). rører sig i Vandet, synes de selv ikke at have andre Fjender end deres egne storre og kraftigere synes ikke at have stort enten dette nu ligger i deres kraftige Bideredska- ber eller deres særegne Forsvarsmidler. Naar de gribes, udgyde de nemlig i stor Mængde deres stin- kende lividbrune Urin, og dertil udsvede de fra sær- egne Sække iLeddehudene mellem Brystringene en mælkehvid Vædske, som har en ejendommelig Lugt og ætsende Smag — to Ting1, der nok kunne gjore dem modbydelige for Fiskene. Som de fleste Insekter ere Vandkalvene stumme, og kun hos en enkelt Art (Pelobius Hermanni) have Dækvingerne tværriflede Fremragninger, som ved at skures mod Bugleddenes skarpe Kanter frembringe særegne Iwie og pibende Stridulations- toner. Et Par Slægter (Acilius og Ily.bius), som ikke have Spor af Knirkeapparater, give des- uagtet en syngende Tone fra sig. Dette skeer ikke af Angst, naar de gribes (som hos Pelobius), men til ganske vilkaarlige Tider og tilmed under Vandet. Professor J. C. Schiødte, som først har gjort opmærksom paa disse eiendommelige Toner, har tillige midt om Natten hørt en mandlig Dytiscus marginalis give en særdeles stærk Lyd fra sig, der var meget forskjellig fra Aciliernes og1 Hyldernes syngende Toner og nærmest kunde lignes ved den Lyd, der fremkommer, naar man langsomt trækker et Uhr op. Mulig kunne disse Toner være Hannens Lokken efter Hunnerne; men hvorledes de fremkomme, er endnu lige saa lidt klaret, som hvor stor Udbredelse de have gjennem de forskjellige Slægter. Medens vi hos Hvirvlerne og Vandkalvene have havt at gjore med Svømmere af første Rang, træffe vi hos de saakaldte »Vandkjær« (Hydrophili) Svømnieevnen langt ringere udviklet, hvilket røber sig ved første Blik paa denne Families forskjellige Arter. Formen, der hos Vandkalvene var saa sammentrykt og sluttet, bliver her mere hvælvet, lige som oppustet. Benene blive længere, tyndere, Svømmecilierne svagere og Baghofterne ere ikke sammenvoxede til en bred Plade, men frie — en væsenlig' Antydning- af, at Arterne ikke længere ere henviste til hurtigt at gjennem- skjære Vandet, men derimod til under halvt roende, halvt gaaende Bevægelser at færdes mellem Vand- planterne, som udgjore deres væsenlige Næring. Mange af de mindre Arter komme derfor slet ikke bort fra Bredderne, lige som der gives Slægter, som færdes saa meget ved disse, at de i strængere Forstand neppe kunne kaldes Vand- biller, men kun Dyndformer, som danne et Slags Overgangstrin mellem Livet paa Bredden og det i Vandet. Familien er i det Hele taget ikke saa rig paa Arter som Vandkalvenes, idet den kun tæller hen ved en sexhundrede Repræsentanter, spredte over hele Jordens svagt rindende eller stille staaende Vande; men Arterne selv ere ikke saa interessante ved Form, Farvetegning og kraftigt Røverliv som hine, og kun ved at sørge for Æggenes Anbringelse og Sikkerhed kommer der en Række biologiske Momenter frem, som Dytiscinerne savne. Omstaaende meget store og anselige Art, der er en hyppig Gjæst i vore ferske Vande, vil bedst af alle kunne tjene os som Type for Vandkjærenes lidet fremtrædende Familie. Ved første Blik vil denne Form maaskee af et uøvet Øie blive forvexlet med en Dytiscus, men en nærmere Analyse vil vise os saa store Forkjellig- heder, at kun de, paa et Vandliv grundede, grovere Bygningsforhold blive fælles. Allerede en over- fladisk Undersøgelse af Hoved og Munddele viser os, at vi have med Dyr at gjøre, der ere lige saa forskjellige fra de graadige Vandkalve, som et Faar fra en Ulv. Følerne, der hos Vand- kalvene udmærkede sig ved deres Længde, deres svøbedannede Form og deres altid nøgne Led, optræde hos Vandkjærene i en Skikkelse, der ikke saa lidt minder om den hos de bladhornede Biller fremherskende Type. De ere nileddede, korte som hos Scarabæerne, og de tre sidste Led danne tilsammen en kort, ofte grenet Kølle, der under Svømningen lægges ind under Hovedets Rand, saa at man kun seer de fremragende Kjæbepalper. Disse ere til Gjengjæld bievne saa tynde og lange, at de paa en vis Maade ligne Vandkalvenes Følehorn, hvorfor Familiens Medlemmer ogsaa af visse Systematikere ere bievne betegnede som de »palpehornede« {Palpicornia). Ogsaa Munddelene ere i deres Detailler meget afvigende fra Vandkalvenes, idet Plantenæringen nu gjør sine Krav gjældende med Hensyn til Kjæbernes Form og finere Bygning. Vandkjærenes Ydre minder i mange Hen- seender om Vandkalvenes, idet ogsaa her Baad- formen er lagt til Grund; men Legemet er paa Rygsiden Langt stærkere hvælvet, Bugen kjølformet 77