Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1223 INSEKTLIVET I VORE FERSKE VANDE. 1224 som om det sad i omdreiet Stilling, idet Over- siden er flad, endog- nedhulet, medens Undersiden er hvælvet, en høist enestaaende Form, der paa det Nøieste maa antages at staa i Forhold til den Maade, hvorpaa Larven angriber sit Bytte. Den flade Overside viser os tre Par enkelte dine, et Par korte, treleddede Følere og to mægtige, i Midten tandede Kindbakker, som ikke ere hule, men byggede til at gribe og sønderknuse Byttet. Benene ere uanselige og korte, forsynede med en enkelt Klo. Oversiden er i det Hele skruppet, dyndgraa, med en sortere Tone paa Rygsiden. Efter den oven staaende Skildring vil man let see, at Larven ikke, saaledes som Vandkalvene, kan være bestemt til noget virksomt Røverliv; dertil ere dens Bevægelser for langsomme. I Regelen indtager den i Vandet en noget krummet Stilling med Hovedet ned ad og svømmer ved bugtende Bevægelser af hele Kroppen. Om dens Ernæringsmaade hersker der forskjellige Anskuel- ser, idet Nogle paastaa, at den som yngre nærer sig af Planteføde, især Alger, medens Andre mene, at den baade i denne Periode og senere angriber Vandsnegle, hvis tynde Skaller den bag- fra gjennembryder med sine kraftige Kjæber — en Anskuelse, som baade Hovedets Form og dets snævre Spiserorsmunding synes at tale for. Naar man griber den, anstiller den sig som død, idet den slapper alle Muskler, saa at baade Hovedet og Bagkroppens Spids hænger slapt ned som en tom Bælg, og hjælper dette Middel ikke, plumrer den som en Blæksprutte Vandet, ved gjenne.m Gatboret at udtømme en sort, stinkende Vædske, som gjør den lige ubehagelig for Mennesker og Dyr. Naar Larven er udvoxen, følger den samme Fremgangsmaade som Vandkalvenes Larver: den forlader et Element, hvori den som Puppe ikke kan aande, graver sig over Vandet en Puppehule i den fugtige Jord og omformer sig her til en frit liggende Puppe, der hviler henved tre Uger, inden den udviklede Bille hen paa Sommeren atter søger ud i det Dyb, hvorfra den er kommen. Her er dens Færd imidlertid af en langt fredeligere Natur end de røveriske Vandkalves. Som de fleste af dens Beslægtede, foretrækker den stille staaende, med Planter bevoxede Skov- damme frem for større, mere rindende Vande, og de gronne Alger, forraadnede Planter og deslige udgjøre dens Hovednæring. Hyppigt træffer man den roende om i Overfladen uden at være i Stand til at dykke, en Omstændighed, der staar i For- bindelse med Bygningen af Aanderørene, som i flere Henseender viser, at Dyret kan indtage en saa stor Ladning af Luft, at det kun med lange Mellemrum behøver at stige op til Overfladen. Foruden en Mængde Smaablærer paa de for- skjellige Aanderør rundt om i Legemet, findes der nemlig1 paa Grændsen mellem Bagbryststykket og Bagkroppen en stor, meget tyndhudet, ballon- agtig' Aanderørsudvidning, der tjener baade som Luftbeholder og som et Slags Svømmeblære. Naar denne ved fortsatte Indaandinger fyldes stærkt, formaar Dyret ikke, selv med de kraftigste Svømmetag, at tvinge Legemet ned under Vandet, og bliver i denne Tilstand et let Bytte for sine Fjender, navnlig de større Vandkalve. Den begsorte Vandkjær hører til Familiens Kæmper, idet den opnaar en Længde af næsten to Tommer. Den findes ikke sjeldent i vore Vande sammen med »den kulsorte Vandkjær« (77. aterrimus) og den, kun halv saa store, //. caraboides, som udmærker sig ved at danne sine Æggehylstere i sammenspundne Blade, et Forhold, der iovrig-t ogsaa forekommer hos andre Slægter. Disse opnaa ikke nogen synderlig Størrelse, idet de fra nogle faa Liniers Længde synke ned til en halv, ja enkelte endogsaa en Trediedel Linie. Kun Slægten Berosus viser os en smuk metallisk Farve; Resten er iklædt sorte, brune eller gul- lige Farver og føre et ubemærket Dyndliv, blot kjendte af dem, som have gjort disse Pygmæer til Gjenstand for et særligt Studium. Med de tre oven for skildrede Familier er Billernes Vandliv afsluttet; thi skjøndt der vel endnu findes en enkelt Familie (Parnidaé), hvis silkeindhyHede og fernisafsondrende Arter ere bestemte til at leve under Stene paa Bunden af rindende Vande, saa kunne disse dog ikke be- tragtes som virkelige Vandbiller, da deres Lemmer ere Gangben, uddannede til en langsom Kryben om paa Bunden, hvor de fastholde sig1 med deres stærkt udviklede Klør. Hverken hos disse eller nogen anden Familie træffe vi Lemmerne om- dannede til virkelige Svømmeredskaber, det eneste sikkre Tegn paa, at vi have med virkelige Vand- former at gjøre. Der gives imidlertid endnu en anden Maade, hvorpaa Vandet kan befares, nemlig1 ved Glidning hen ad Vandspejlet. Insekter, der skulle benytte denne Bevægelsesmaade, maa være ganske særligt afpassede derefter, hvis de ikke hvert Oieblik skulle løbe Fare for at bryde gjennem Vandskorpen og drukne. Deres specifiske Vægt maa være meget ringe, Benene skræve vidt fra hverandre, Driv- kraften henlagt til den bageste Del af Legemet, som tilmed maa være indhyllet i en tæt Silke- pels, for at ikke den stadige Fugtighed skal virke ødelæggende paa disse spinkle Skiløbere. Vel er det ikke saa sjeldent at see Myg eller