Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1225 INSEKTLIVET I VORE FERSKE VANDE. 1226 andre spinkle Flyvere staa stille, hvilende sig efter deres Forvandling1 paa den speilglatte Vand- flade. Mærkeligere er det derimod at træffe en hel Familie af Insekter, hvis Repræsentanter alle ere »Vandløbere« eller »Vandmaalere« i Ordets egenligste Forstand, og hvis Bygning lærer os, at det stille, rolige Vandspeil, i enkelte Tilfælde endogsaa det aabne Hav, er bestemt til deres naturlige Tumleplads. Et Blik paa vor Figur til Høire viser os Hovedtrækkene i disse Dyrs Ydre, og den kan til- lige tjene som Type for hele Familien. Den rød- skjoldede Vandmaaler hører til Familiens større Ar- ter, som dog i Troperne kunne opnaa næsten den tredobbelte Længde. Foruden Dyrets slanke, lang- strakte Form, bliver Benenes Finhed og Stilling os strax paafaldende. Man maa forbauses over, at Muskler og Senestrænge kunne anbringes og virke i disse traadfine Lemmer, og dog er det melse: det er Vandmaalerens Fiskeredskaber, dens Fangeorganer, hvormed den griber de smaa Vand- larver og Ferskvandskrebsdyr, som udgjøre dens Hovednæring. Det indfangede Dyr fastholdes mellem Forbenene og gjennembores derpaa af den treleddede Sugesnabel, som, uden at være skjult i nogen Rende, ligger bøiet ind under Brystet. Dette, hele Bugsiden, og ofte en større Del af Rygpartiet ere beklædte med en tæt Filt- beklædning, hvis Haar tillige afsondre en vand- skydende Fernis, saa at Legemet bestandigt holder sig tort. Denne Filtbeklædning giver Bugen og Siderne en smuk, sølvlignende eller endog messing- agtig Giands, hvorimod Vandmaalerne ellers ere iklædte mørke, olivongrønlige Farver, stundom isprængte med lidt Rødt eller Brunt som enkelte Tegninger. Foruden Snabelen bærer Hovedet et Par temmelig lange, firleddede Følere og to stærkt fremstaaende sammensatte Oine. To enkelte Øine Fig. 29 Almindelig Rygsvømmer. Fig 30. Den rødskjoldede Vandmaaler. (Notonecta glauca). (Hydrometra rufoscutellata). saaledes; ved den ringeste Støi fare disse spinkle Ben under rhythmiske Stød hen ad Vandfladen og føre deres Eier i Sikkerhed. Undersøge vi dem nøiere, see vi, at de ogsaa ere fortræffeligt skikkede til deres Bestemmelse. Foden, hvormed Benet støt- ter mod Vandfladen, bestaar kun af to, men temmelig lange Led, og for at Kloerne ikke skulle genere under denne eiendommelige Skøiteløbning, ere de fæstede ikke paa Fodleddets Spids, men noget høiere oppe i et lille Udsnit paa Foden. Skinne- benene og Laarene have faaet en enorm Udvikling, og de sidste ere ikke indleddede, som ellers, under Bugen, men Hofterne ere rykkede helt ud paa Siderne af Dyret, hvorved Bevægelsen bliver langt friere og lettere. Disse Bygning'sforhold gjælde dog kun de to bageste Benpar, hvorimod det forreste, som ikke deltager i Bevægelsen, baade er kortere og indloddet ind imod Bugsiden. Dette Benpar har ogsaa en ganske anden Bestem- ere indplantede mellem disse, men Biøine savnes hyppigt hos de andre Slægter. Forryggen er meget stærkt udviklet, og den oventil flade, for neden hvælvede Bagkrop, dækkes af Over- og Undervingerne, der hos denne Slægt findes fuldt udviklede, medens de hos andre mangle eller blot antydes ved et Par korte Hudlapper. Lar- verne ligne de fuldkomne særdeles meget, og afvige fra dem kun derved, at de have et enkelt Fodled og uudviklede Vinger. Neppe er Isen tidligt om Foraaret tøet bort af vore Søer og Damme, før Vandmaalerne begynde at tumle sig paa Overfladen i Selskab med de ligeledes tidlige Hvirvlere. Som disse holde de sig sammen i smaa Flokke efter Arterne og tildels efter Udviklingsgraden. Ofte seer man dem staaende i filosofisk Stilhed, enten badende sig i Solen eller ifærd med at udsuge en ulykkelig Larve gjennem Spidsen af