Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

1233 INSEKTLIVET I VORE FERSKE VANDE. 1234 det Liv og den vexlende Kolorit, der gjor dem saa tiltrækkende for Enhver, som har Øie og Sands for det mikrokosmiske Liv, der rører sig i det mindste Vandhul paa vore Marker og i vore Skove. Naar man paa en stille, varm Sommeraften vandrer langs med en af vore større Seer, vil man ikke saa sjeldent blive opmærksom paa nogle store graa Insekter, der i stedse voxende Mængde lige som skydes op afVandet for i tung, flagrende Flugt at naa en Ellebusk, en Sivtop eller en Træ- stamme, hvor de, øjensynlig udmattede, blive sid- dende med de graa, posede Vinger spredte slapt nd til Siderne. De see næsten ud som Vandnym- fer med graa Regnkapper paa, men afvige fra disse kraftige Former ved en langt ringere Stør- relse, kortere, mere buttede Vinger, og ved tre særdeles lange, leddede Haletraade, som hos Hannerne ere betydeligt længere end hos Hun- nerne. Mest forunderligt er dog det posede, fluen i hole dens tarvelige Dragt, et Tusmorke- dyr, zart af Bygning, med fine, matte, mest gule eller brungraa Farver og kun glimrende ved sine Vinger, naar disse paa Millioner af Individer forgyldes af den nedgaaende Sommer- sols Straaler. Vor Fauna eier kun faa Arter af disse eiendommelige Insekter, der alt fra Aristoteles's Tider have tiltrukket sig den menneskelige Op- mærksomhed og Deltagelse paa Grund af deres korte Døgnliv; thi allerede Dagen efter drive de samme Bølger med Dynger af Lig, der pludseligt, ofte i Løbet af et Par Timer lige som regne ned fra Himlen. Den almindelige Døgnflue cr en af vore største Arter, som forekommer ret almindeligt især ved større Aalob og Soer, hvorimod de mindre Arter, af hvilke nogle {Cloii) kun have to Vinger og to Haletraade, mest holde sig til Fig. 33. Almindelig Døgnflue (Ephemera vulgata) i Færd med fra Subimago at udvikle sig til Imago. I Vandet til Hoire dens Larve, over denne »den hvide Døgnflue« (Ealingenia horaria). graa Overtræk, der omhyller dem som et Slør og øiensynligt generer dem; thi efter nogle uro- lige Vendinger begynder Dyret at gjøre en Række sitrende Bevægelser, det graa Overtræk brister ved Halespidsen, ruller sig frem efter, revner derpaa i Ryggen, og- under en Række oscillerende Bevægelser stiger Insektet for anden Gang ud af sin Nymfehud som fuldt udviklet Døgnflue (Jmago). Det graa Overtræk, »Regnkappen«, hvis Betydning ikke er ganske klar, bliver siddende fast paa Træstammen eller Busken (deraf Tysker- nes Benævnelse »Haft«) som en afskudt Ham, der endnu viser os alle Døgnfluens enkelte Dele, medens den egenlige Nymfehud som en tom Skal driver ude i Overfladen af det Vand, hvor- af »Subimago« er steget op. Ved det sidste Hudskifte stryges den løse, graa Overhud af hele Legemet, endogsaa af Vingerne, som nu i Hvilen bæres opslaaede, og forst nu see vi Døgn- Smaavandenes rolige Flader. Hudskelettet er som hos alle dens Beslægtede svagt, næsten papir- agtigt, og volder derfor Samlerne særegne Vanske- ligheder. Den lange, tynde Bagkrop er graabrun med en Række rødgule Pletter; de lige lange Hale- traade vexlemed lysere og mørkere Ringe; Vingerne ere tæt netaarede, glasklare, og de forreste prydes af et bredt røgfarvet Tværbaand; Benene ere lange, tynde og fine, med fem Fodled, af hvilke det andet er næsten otte Gange saa langt som første. Hos Hannerne ere Forbenene tillige betydeligt længere end hos Hunnerne og holdes i Hvilen strakte lige frem ad, saa at de næsten ligne Følere. Disse ere imidlertid korte, borsteforinedc og byggede som hos Vandnymferne, øinene ere store, kugleformede og naa hos Hannerne en større Udvikling end hos Hunnerne, hvilket, ogsaa gjælder Haletraadene, der omtrent have den dobbelte Længde af Hunnens. Herved faa Han- 78