Hvorfor? - Fordi
Nøgle til Naturvidenskaberne

Magnetisme og Elektricitet. 67 Grad foranderligt. Undertiden viser det sig som et svagt Lys, der strækker sig over en større Del af Himlen; undertiden skyder der op fra en eller anden. Del af Horisonten glimrende Straaler, hvis Farve skifter fra gulgrønt til purpurrødt, og som stundom strækker sig op mod Zenith, ja undertiden endnu længere. I Almindelighed er disse Straaler i Bevæ- gelse saavel i vandret som i lodret Retning, saa at Fænomenet giver Himlen et flammende Udseende. Det sædvanlige er imidlertid, at Straa- lerne ikke udgaar fra selve Horisonten, men et Stykke oven over denne fra en lysende, temmelig skarpt begrændset Bue, Aordlysbuen. Buen ligger vinkelret imod den magnetiske Meridian (angiven af Kompas- naalen) og mellem Buen og den nordre Horisont befinder der sig et mørkt Segment. Stundom forekommer der flere Buer; deres Form er ofte uverordenlig uregelmæssig og ligner hængende Draperier (se Fig. 69). Den pragtfuldeste Form af Nordlys er dog den saakaldte 2Vordlyskrone. Fra alle Dele af Horisonten opstiger der mod Zenith Straaler, som løber sammen i et Punkt, syd for Zenith. Lemstrøm i Helsingfors, som fulgte Nordenskiöld paa hans Polarfærd 1868, beskriver et saadant Nordlys som noget over al Forventning storartet. „Fra alle Retninger udgik der Straaler i livlige Farver, nedadtil gulhvide, som noget højere oppe overgik til en Farvetone i grønt og øverst i rødt og violet. Paa et Øjeblik forenede alle disse Straaler sig til en temmelig regelmæssig Krone i livlige Farver, som aftegnede sig paa Himlen syd for Zenith. Da Fænomenet var i sin højeste Udvikling, gjorde det hele Indtrykket af en udstrakt Tempelhvælving, i hvis Midte der var tegnet en sirlig Krone.u Foruden disse her anførte Former for Nordlyset forekommer der mange andre; Fænomenet er saa vekslende og omskifteligt, særlig i Henseende til Lysstyrken og Straalernes Farve, at de hverken kan be- skrives nøjagtigt i Ord eller Billeder. 163. Hvorledes opstaar Nordlyset? Forat forklare Nordlyset er der bleven opstillet en Mængde Gisninger eller Hypoteser. At Nordlyset staar i nøje Sammenhæng med de jordmagnetiske Fænomener paapegedes først i Aaret 1741 at Hjorter og Celsius i Upsala, der iagttog, at en Kompasnaal kom i stærke Svingninger, saasnart et Nordlys viste sig. Noget senere, 1771, iagt- tog Wilcke i Stockholm, at Nordlysets Krone laa omtrent i det Punkt paa Himlen, mod hvilket eu saakaldt Inklinationsnaals (se Stykket 87) øverste Ende pegede. Forøvrigt minder hele Nordlysfænomenets Ud- seende i høj Grad om den elektriske Gnist, naar den springer over mellem to Metalspidser i et luftfortyndet Glasrør (Geisslers Rør). Man har derfor længe anset Nordlyset for at være et elektrisk Fænomen, en langsom Udladning mellem de øverste Luftlags Elektricitet og Jor- 5*