Hvorfor? - Fordi
Nøgle til Naturvidenskaberne

Astronomi. 265 tryktheden kun udgør omtrent Vsoo Del. Omtrentlig beregnet kan man derfor betragte Jorden som en Kugle med en Diameter af ca. 1700 Mile. En af de alvorligste Indvendinger imod Paastanden om Jordens Kugleform var i gamle Dage den, at i saa Fald maatte de Mennesker, som boede paa den anden Side af Jorden, gaa paa Hovedet. Allerede den Omstændighed, at disse Folk paa den anden Side Jorden (vore Anti- poder) efter al Sandsynlighed maatte sige det samme om os, burde af- kræfte denne Indvending. Forøvrigt er op og ned noget relativt, d. v. s. det beror paa Sammenhængen med andre Forhold. For enhver afjordens Beboere betyder nedad den Retning, som fra ham gaar imod Jordens Midtpunkt og opad den modsatte Retning. Hvorsomhelst vi befinder os paa Jorden, naar vi har Fødderne mod Jordens Centrum og Hovedet i modsat Retning, saa har vi Fødderne nedad og Hovedet opad. To Mennesker, som befinder sig lige imod hinanden paa hver sin Side af Jorden, har begge Fødderne nedad, d. v. s. de staar opret i Forhold til den dem omgivende Natur, skøndt de i Forhold til hinanden er vendt i modsat Retning. 814. Hvor lang er Jordens Omdrejningstid? Jorden drejer sig rundt i et Døgn eller 24 Timer. Den Akse, omkring hvilken denne Rotation foregaar, er naturligvis ikke noget legemligt, men kun en tænkt Linie. De Punkter, hvor Jordaksen gaar igennem Jordens Overflade, kaldes Jordens Poler. Midt imellem Polerne løber den Linie, som kaldes Ækvator. Den Hastighed, hvormed, et Punkt paa Ækvator bevæger sig i et Sekund, er omtrent 500 Meter (ca. 1500 Fod) eller nøjagtigere 469 Meter. Jo mere man fjærner sig fra Ækvator, desto mindre bliver Hastigheden. 815. Hvilke Beviser har vi for, at Jorden drejer sig? Et Bevis herfor, der er synligt for alle, er Himmelhvælvingens daglige Bevægelse. Vi ser Solen, Maanen og Stjærnerne gaa op i Øst og ned i Vest. Enten maa da disse Legemer bevæge sig i den antydede Retning eller ogsaa Jorden dreje sig fra Vest til Øst. Hvilken af disse Bevægelser, der er den virkelige, kan først bestemmes ad andre Veje. Vi maa da fremfor alle andre Beviser anføre Foucaults allerede i Styk- ket 18 omtalte Eksperiment. Dette var første Gang, at Menneskeøjet saa, at Jorden virkelig bevægede sig. Et andet Bevis er, at et Legeme, som man lader falde frit ned fra en større Højde, ikke træffer Jorden paa samme Punkt som den lodrette Linie fra Udgangspunktet, men altid et Stykke Øst for denne Linies Fodpunkt. Det er ikke vanskeligt at indse Grunden til denne Afvigelse. Tænker vi os en høj Mast rejst