Hvorfor? - Fordi
Nøgle til Naturvidenskaberne

Kemi. 353 Planter, saaledes Løg og Ræddiker, indeholder forholdsvis meget deraf. Svovlet kommer i Handelen i Blokke, Stænger og Traade, endvidere som Svovlblomme, en melagtig, gul, krystallinsk Masse; det forbrænder med blaa Flamme til Svovlsyrling (SOa), medens Fosforet forbrænder med hvid Flamme til Fosforsyre (P2O5); ved Forbræn- ding af Kulstof danner der sig aldeles ingen Flamme; den gaar derved over til Kulsyre (CO2). Svovl smælter ved 111,5° C, Fosfor ved 44° C, Kulstof er usmælteligt. Svovl viser en stærk Stræben efter at forene sig med alle Metaller. Kulstof, carboneum, bærer Tegnet C. Det forekommer i Naturen i uhyre Masser: i Stenkul, Brunkul og i Tørv. Renest forekommer det som Diamant; denne er ikke andet end krystalliseret Kulstof; ogsaa Mineraliet Grafit, som forarbejdes til Smæltcdigler og Blj anter, er urent Kulstof. Det var i Aaret 1694, at Florentinerne Aveiami og largioni for første Gang i Fokus af et mægtigt Hulspejl brændte en Dia- mant. Det luftformige Forbrændingsprodukt er ikke andet end Kulsyre. Kulstoffet dan- ner endvidere Fundamentet for den hele organiske Verden, forsaavidt som Hovedbestand- delen af alle oiganiske fetofter er Kulstof. Men ogsaa i deu uorganiske Verden finder vi Kulstoffet stærkt repræsenteret; det er en Bestanddel af Kulsyre (CO2), og denne er atter en Bestanddel af en Række kulsure Salte, der, saaledes som f. Eks. den almindelige Kalk, danner milelange Bjærgkæder (Apenninerne, Vogeserne, Ardennerne, franske Jurabjærge). Det hvide Kridt er ogsaa kulsurt Kalcium. Dolomitten i Øvre-Bayern, Salzkammergut og Tyrol er en Blanding af kulsur Kalk og kulsur Magnesia. Kulstoffets Egenskaber er hejst forunderlige, idet de ofte staar i direkte Mod- sætning til hverandre. Saaledes er Kulstoffets Haardhed i Diamanten ganske overordenlig stor, i Grafiten yderst ringe; Diamanten er S’/a Gange saa tung som Vand, medens Træ- kul flyder ovenpaa. Medens Kulstoffets Farve i Almindelighed er sort, saa er Diamanten som Regel farveløs og vandklar; i Diamanten og Grafiten viser det hyppigt Krystalform, medens det som Kokes eller Trækul er amorph, d. v. s. ikke er begrænset af matematiske Flader. Det er endvidere en slet Varmeleder, men en god Leder for Elektricitet; i Be- røring (i Kontakt) med Metaller og Syrer fremkalder det kun en negativ Kontakt-Elek- tricitet; det absorberer i høj Grad Luftarter og Dampe af alle Slags, tillige Farvestoffer. Det virker mod Forraadnelse; det er usmælteligt, og som Diamant stærkt lysbrydende. I ke- misk Henseende maa det fremhæves, at Kulstof er brændbart; det er uopløseligt i Vand og i Syrer, men opløser sig i ringe Mængde i flydende Jern. I Glødhede er det i Stand til at unddrage iltrige Forbindelser deres Ilt for at forbinde sig med disse til Kul- ilteluft; man siger i Kemien, at Kulstof virker reducerende eller afiltende, det ei et R e d u k ti on s mid d el. Kulstoffets Anvendelser er som Følge af dets mange for- skellige Egenskaber yderst mangeartede og af den største Betydning for Tekniken, Hus- holdningen og for Menneskets aandelige og materielle Fornødenheder. Ved Foi'btænding forstaar man en kemisk Forbindelse af et Legeme med Ilt under optrædende Ild, d. v. s. under Udvikling af Lys og Varme. De tre nødvendige Be- tingelser for en Forbrænding er: 1) Tilstedeværelsen af Brændmateriale, 2) Ilt, 3) An- tændelsestemperaturen; den sidste er den Varmegrad, som Brændstoffet maa have, før det kan indgaa Forbindelsen med Ilten, d. v. s. kan forbrænde. Vi giver Legemerne Antæn- delsestemperaturen ved at tænde dem; Ilten tilfører vi Ilden ved Lufttrækket Er ikke alle disse tre Betingelser opfyldte, saa kan Forbrænding ikke finde Sted; er Betingelserne kun ufuldkomment opfyldte, saa finder der en ufuldstændig Forbrænding Sted, hvis ydre Kendetegn er Røgen. ’ Den grundigste og genialeste Forbedring af Lamperne hidrører fra Aimé Arganii (1783); han konstruerede Lamperne med Ruudbrændere og dobbelt Lufttræk. Den 1. April 1814 begyndte j London Gadernes og Pladsernes Oplysning ved Gas. Ved Centralvarmeapparater forstaar man Anlæg, ved hvilke der kun be- høves at opvarmes eller fyres paa et Sted i Huset, i Stedet for i hvert enkelt beboet 23