Jens Vilhelm Dahlerups Liv Og Virksomhed
Udgivet Af Hans Medarbejdere

Tegning paa et Brev fra V. Dahlerup. 1860. DEN DAHLERUPSKE SLÆGT BARNDOMSAARENE PAA LANDET jEN Dahlerupske Slægt, der i det forløbne Aarhundrede paa saa mange Omraader har sat blivende Spor i vort Lands Kultur og Historie, er run- den al en god dansk Bondeæt, hvem Standens Frigørelse i Slutningen af det 18de Aarhundrede ikke blot kom til Gode, men som selv folte Trang til al bryde ud fra det stavnsbundne og viste Evne til at bane sig nye Veje. Naar vi i det føl- gende vil lorsøge at trække Grundlinjerne for Arkitekten, Professor og Etatsraad Vilhelm Dahlerups store Livsgerning, ligger det da nær hertil at knytte nogle Ord om hans Slægt og om de Forhold, hvorunder hans Barndomsaar forløb. Det var Farfaderen Hans Jensen, som efter sit Hjemsted, Dallerup ved Uth i Nærheden af Horsens, antog Slægtnavnet Dahlerup. Saa langt det har været muligt at forfølge Sporet, havde Forfædrene levet som Gaardejere i Dallerup By, hvor efter Skik og Brug Sønnen altid til Efternavn fik Faderens Fornavn med lilføjelsen -søn eller -sen. Faderen til den nævnte Hans Jensen hed saa- ledes Jens Sørensen, dennes Fader igen Søren Jensen. Hans (Jensen) Dahlerup, der var den næstældste af ni Søskende, blev født den Æ April 1758 og kom, efter hvad der berettes, som ung paa Boller Godskontor, ^l?1^ han senere fik Ansættelse hos en Kammerraad Bredahl paa Glorup. Fra 1777 til 1782 træffer vi ham som Skriverkarl hos Regimentsskriver Rosenkvist i Frederiksborg, hvem han det sidst nævnte Aar forlod for som Skriver at lade sig forhyre om Bord paa et Skib, der sejlede paa Ostindien. I Oktober 1783 led Skibet Havari under Norge og et Par Aar efter er Dahlerup igen tilbage i Frederiksborg, hvor han faar Ansættelse som Fuldmægtig paa Amtskontoret. Senere opnaaede han forskellige Ansættelser og Embeder; blev saaledes Vejpolitimester for Fre- deriksborg, Kronborg og Hørsholm Amter saml Hospitalsforstander og Post- mester i Hillerød. Det var jo ikke saa lidt af en Karriere, Hans Dahlerup havde gjort, og efter Datidens Forhold turde han sikkert kaldes vel situeret. Men der stilledes ogsaa store Krav til ham, thi han havde en talrig Børneflok at forsørge, 2