Jens Vilhelm Dahlerups Liv Og Virksomhed
Udgivet Af Hans Medarbejdere

26 JENS VILII. DAHLERUP hvor Dahlerup i nogen Tid ventede paa Wessel. Da denne stadig udeblev, over- skred han imidlertid Pyrenæerne og holdt sit Indtog i Spanien, som bandt ham over et halvt Aar, og hvor han navnlig følte sig fængslet af den rige og ejen- dommelige mavriske Arkitektur. Rejseruten var følgende: Irun, San Sebastian, Burgos, Valladolid, Salamanca, Escorial, Madrid, Toledo, Cordoba, Sevilla, Ca- diz, Gibraltar, Malaga, Granada, Valencia og Barcelona, derfra videre til Marseille. Fra denne Rejse foreligger der en Mængde Breve, der viser, at Dahlerup baade havde Øjne og Øren med sig. Han er ikke længe om al finde sig til Rette, har Blikket aabent for Befolkningens Karaktertræk og smaa Pudsigheder, lever som en Spanier, og arbejder med utrættelig Energi. Andalusien er dog den Lands- del, hvor han befinder sig bedst. Alene i Granada slaar han sig ned i over to Fra Magdeburg. Blad af V. Dahlerups Skitsebøger. Maaneder, og Opholdet paa det lille Hotel, hvor han er taget ind, former sig til det hyggeligste Familieliv. Værtinden, Dona Pepita de Oliva, der tidligere havde huset Arkitekturmaler Jacob Kornerup som Gæst, maler hans Portræt, invite- rer ham med i Teatret og indbyder ham til, naar han faar tjent nogle Penge, al komme igen med sin Søster for at være hendes personlige Gæster, saa længe de maatte ønske del. El virkeligt Venskabsforhold udvikler sig mellem den danske Kunstner, Hotellets faste Pensionærer og den jævne, men hyggelige og elskværdige Værtinde; Dahlerup kaldes afalle med det fortrolige »Jens«, og det var under gensidig Beklagelse og Sorg, at han sluttelig, først i Februar 1866, tog en kraftig Beslutning og brød op. Ud af Dahlerups Breve fra Granada aander der da ogsaa sand Begejstring; den prægtige Natur, den bedaarende Arkitektur og de hjertensgode Mennesker, der omgiver ham, alt dette virker harmonisle paa hans Sind og fylder det med Livslyst. Naar jeg blev spurgt, « skriver han, »hvad jeg syntes bedst om i Granada,