Jens Vilhelm Dahlerups Liv Og Virksomhed
Udgivet Af Hans Medarbejdere

34 JENS VIEIL DA HEEREP men til Kjøbenhavn med Nebelong, nu var beskæftiget med at kopiere Buster i Vatikanet. løvrigt gjorde Dahlerup dernede Bekendtskab med en stor Mængde Skandinaver fra Kunstens og Literaturens Verden, saaledes Henrik Ibsen og Frue samt den gamle Billedhugger Holbeck, der allerede den Gang havde været 25 Aar i Rom. »Han har alle en gammel Kunstnervens Dyder og Lyder,« skriver Dahlerup, »hans Person er høj og slank, hans Stolthed er hans ualmin- delig smukke store, hvide Skæg og hans krusede Manchetter om de fine hvide Hænder; han hader Selskabsliv og Taler, men vilde dog mindst af alt undvære sit Selskab af unge Kunstnere, for hvem han uophørlig holder lange Taler om Kunst, om sil Ungdomsliv og om Nutidens Naragtighed.« Fra en Fodtur til Tivoli og videre ud i Bjergene kommer han »lige saa for- bavset som henrykt« hjem, men udbryder kun Skade! Skade! at man ingen akademisiv Arkitektur finder paa disse Steder, jeg vilde saa gyselig gærne gøre flere saadanne Ture — dog nu skal jeg igen paa Museer og være alvorlig.« I de tre Maaneder, Opholdet i Rom varer, gennempløjer han Museerne, tegner paa Livet løs og er ustandselig i sin Iver for at studere den Uendelighed af klassiske Ruiner, han over alt løber paa. Klosteret St. Pauli og en af Ekskon- gen af Neapels Villaer, der ligger et godt Stykke udenfor Byen, er endvidere et længere Tidsrum Genstand for hans Studier — kort sagt, han sparer sig ikke, men han har ogsaa en Følelse af, at Opholdet vil blive kortere, end han oprin- delig havde planlagt det. Det tredie Aars Stipendium, som han saa sikkert havde gjort Regning paa, synes al udeblive, Akademiet lader ikke hore fra sig, og da der endelig kommer et Svar, viser det sig ganske rigligt, at det kun har haft 300 Rdlr. til overs for ham. Det synes at fremgaa, at der ved denne Lejlighed har gjort sig Intriger gældende. Skønt Dahlerup, som før nævnt, havde hjemsendt Tegninger fra Paris, og skønt han, som det fremgaar af Brevene til Hjemmet, ogsaa fra Marseille havde sendt en Kasse Tegninger, der dog, da Stipendieko- miteens Indstilling falder, ikke havde naaet Bestemmelsesstedet, mener man dog at kunne forbigaa ham. Forhandlingsprotokollen for 24. April 1866 meddeler herom følgende: »Comitéen har ikke fundet Anledning til at forlænge Under- støttelsen med en større Sum, da hans (□: Dahlerups) Virksomhed paa Rejsen ikke er bleven kundgjort ved hjemsendte Arbejder.« Vistnok ikke med Urette havde man en af hans Kolleger mistænkt for at have modarbejdet ham i Kjø- benhavn, bl. a. ved at fortælle det vitterligt usande, at Dahlerup havde moret sig mere i Paris end just studeret. Det var Dahlerups Trang og Lyst til at tegne, der gav Anledning hertil. Han hørte ligesom J. Th. Lundbye og Adolf Kitten- dorff til en nu uddød Race af Kunstnere, der altid tegnede, det være sig i Sel- skab, ude i Naturen, paa Veje og Stræder. De fæstede alt, hvad de saa, paa Pa- piret, og naar Dahlerup rejste, havde han ikke alene sin Opmærksomhed hen- ledt paa Arkitektur, men paa alt. hvad der levede og rørte sig. Saaledes opstod Serien af Billeder fra det offentlige Liv i Paris. Men at en Arkitekt kunde se paa andet end Bygninger, ja endog tegne Genrebilleder, blev af den nævnte Kollega, der samtidig opholdt sig i Paris, betragtet som et lastværdigt Misbrug af Sti- pendiet, og da den samme nidkære Bygmester kom hjem, fortalte han Kunst-