Beretning Til Indenrigsministeriet Om Ernæringsraadets Administration I Høstaaret 1918-19
Ved Ernæringsraadets Sekretær

— 67 — gaa, skete selve Salget direkte fra de Landmænd, hvor Landboforeningerne havde sikret Fremavlssaasæd eller Reservesaasæd til de paagældende Saasæds- købere under Planteavlsudvalgets Ledelse. Betalingen for Sæden erlagdes direkte fra Køber til Sælger, men Sælgeren fik fra Køberen et Bevis, udstedt paa Ernæringsraadets Blanketter, for Mod- tagelsen af Saasæden, og dette Bevis gjaldt overfor Kornnævnet som Statslager- kvittering. For Vaarsædens Vedkommende maatte Ordningen ganske naturligt forme sig anderledes, idet der her maatte blive Tale om en Oplægning af Saasæd under særlig betryggende Forhold. En saadan Ordning skabtes derigennem, at Ernæringsraadet efter Samraad med de provinsielle Fællesforeningers Planteavls- udvalg udpegede et passende Antal Statslagre, der egnede sig til Opbevaring af Saasæd, og som fik særlig Kontrakt som Saasædslager. Naar en Saasædsavler, hvis Sæd henhørte under de Partier, der var sikret af Landboforeningerne, ønskede at aflevere sin Saasæd af Vaarsæd, maatte han indgive Anmeldelse til den paa- gældende Fællesforening, ledsaget af Gennemsnitsprøve af Partiet og Angivelsen af dets Størrelse. Naar Fællesforeningen havde godkendt Partiet som Saasæd, gav den Ernæringsraadet Meddelelse om Afsenderens Navn, Adresse, Lignings- nummer o. s. v. samt om Partiets Størrelse. Ernæringsraadet tilstillede derefter Avleren Meddelelse om, til hvilket Saasædslager Partiet skulde leveres, og send- ham tillige et saakaldt »Klausulmærke«, hvorved han kunde godtgøre sin Ret til hos Statslageret at faa udbetalt 26 Ivr. pr. 100 kg for indleveret Fremavls- sæd og 25 Kr. pr. 100 kg for indleveret Reservesaasæd. Klausulmærket klæ- bedes til den Kvittering, Statslageret indsendte med sit Regnskab, hvorefter Er- næringsraadet refunderede Lageret Overprisen. Udleveringen af Vaarsæden foregik i Hovedsagen paa samme Maade som med Vintersæden, idet der ogsaa her indgaves Bestillinger gennem de kommu- nale Nævn, kun skete Udleveringen her fra Saasædslager og ikke direkte fra Jordbruger. Efterhaanden som Saasædsordningen blev ført ud i Livet, viste det sig meget snart, at et ikke ubetydeligt Antal Jordbrugere var saaledes stillet, at de ikke var i Stand til at levere ligesaameget Korn til Statslager, som de ønskede at købe som Saasæd. For Vintersædens Vedkommende drejede det sig dog ikke om saa stort et Antal, at det spillede nogen Rolle, hvorimod det for Vaarsædens Vedkommende ikke var ganske ubetydeligt. Ernæringsraadet hørte i alle saa- danne Tilfælde de kommunale Nævn, og hvor Nævnene erklærede, at Jord- brugeren havde Ret i sin Paastand om ikke at kunne levere noget Korn igen gik Ernæringsraadet med til at levere Saasæden uden Genlevering ud fra den Forudsætning, at Jorden maatte besaas i saa stor Udstrækning som muligt af Hensyn til de vanskelige Ernæringsforhold. For Vintersædens Vedkommende viste det sig, at de gennem Landbofor- eningerne sikrede Kvanta var for smaa, saaledes at en Del Saasæd henimod Slutningen af Efteraaret maatte anvises fra Statslager. Ligeledes viste det sig meget snart, at der paa de jydske Saasædslagre var indgaaet for lidt graa Havre til at dække Efterspørgslen, hvorfor Ernærings- 5*