Af Kemiens Grundbegreber
(Uorganisk Kemi)

21 godt, at Luftblandingen her afkøles under Antændelses- temperaturen. Dette anvendes i Sikkerhedslamper til Kulgruber. Stoffer, der er i Stand til at forbinde sig med Luftens Ilt, vil i Almindelighed begynde at gøre dette allerede langt under Antændelsestemperaturen, ja, man har endog Grund til at tro, at de gør det selv ved meget lave Temperaturer, men at blot Hastigheden da bliver saa ringe, at vi ikke kan paavise det. Ved Iltning af en bestemt Mængde Stof udvikles der en ganske bestemt Varmemængde, som er uafhængig af, om Iltningen fore- gaar hurtigt eller langsomt. Men den Varme, der ud- vikles, vil naturligvis efterhaanden bortledes til Om- givelserne; thi Varmen har jo som bekendt den Egen- skab at søge at udbrede sig fra de varmere til de kol- dere Ting, indtil de alle er lige varme. Men hvis et Punkt af et brændbart Stof opvarmes saa stærkt, at den Varmemængde, der udvikles i en vis Tid ved Ilt- ning, bliver større end den, der bortledes til Omgivel- serne, saa vil Opvarmningen af sig selv blive stærkere og stærkere og efterhaanden brede sig til Nabodelene, saa at disse ogsaa kommer i Brand. Vi har med andre Ord naaet Antændelsestemperaturen. Brændbare Stoffer, hvis Antændelsestemperatur er lav (f. Eks. Fosfor, der tændes ved ca. 60 °), eller som frembyder en stor Over- flade for Luften (som Høvlspaaner) er brandfarlige. Aller brandfarligst er naturligvis de luftformige brænd- bare Stoffer, der ligefrem blander sig med Luften; og hvor Forbrændingen derfor ved Antændelse forplanter sig med rivende Hastighed, det vil sige Eksplosion. Det følger af Sagens Natur, at Antændelsestemperaturen kun for de luftformige brændbare Stoffers Vedkommende kan være uafhængige af Stoffets fysiske Beskaffenhed (Kornstørrelse, ydre Form etc.). Saaledes er svovlkis-