Af Kemiens Grundbegreber
(Uorganisk Kemi)

22 holdige Stenkul selvantændelige (d. v. s. antændes uden Tilførsel af Varme udefra), naar de ligger i en større Bunke, men ikke, naar Kulstykkerne ligger spredt en- keltvis. Dette ligger i, at der foregaar en langsom Ilt- ning, og at Varmen ikke kan slippe saa hurtigt ud af den store Bunke som af de enkelte Stykker; Tempera- turen stiger derfor mere og mere i Bunken, indtil Ilt- ningen antager Karakteren af en Brand. Naar vi opvarmer et Stof stærkere og stærkere, vil det før eller senere begynde at gløde, cl. v. s. udsende Lys- og Varmestraaler. I Almindelighed vil Styrken af Udstraalingen være desto stærkere, jo niere uigen- nemsigtigt Stoffet er. Derfor lyser en Kogegasflamme, der bestaar af 15—1600° varme gennemsigtige Luft- arter, meget svagere end et rødglødende Jern, der maaske kun er 700° varmt. For at der skal dannes stærkt Lys ved en Forbrænding, maa der være et uigen- nemsigtigt Stof, der kan blive glødende; jo varmere dette bliver, desto mere lyser det. I Kogegasflammen er Gassen blandet med Luft, inden Forbrændingen fore- gaar, og der findes ingen uigennemsigtige Stoffer i Flammen, den lyser derfor ikke. Lader man derimod Gassen strømme ublandet ud i Luften, bliver Flammen lysende. Den egentlige Forbrænding foregaar da ude i den yderste usynlige Del af Flammen, hvor Tempera- turen derfor er højest. Gassen indeholder nu kemiske Forbindelser af Kulstof og Brint. Efterhaanden som Gassen nærmer sig Yderkanten af Flammen, spaltes disse kemiske Forbindelser paa Grund af den høje Tem- peratur, og Kulstoffet udskilles i Form af faste Partik- ler (Sod, der let kan eftervises ved at holde en kold' Genstand ind i Flammen), der bliver hvidglødende paa Grund af den høje Temperatur og derfor udsender Lys. De fleste af vore sædvanlige Brændselsstoffer udsender