Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

Forfatter: E. Rostrup

År: 1902

Forlag: Det Nordiske Forlag

Sted: København

Sider: 640

UDK: 5812

Med 259 figurer i texten

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 656 Forrige Næste
SKADELIGE PLANTER. 121 snylte paa Hør og enkelte andre enaarige Planter. Paa Grund af dens ringe Evne til at forgrene sig kan den ikke brede sig over saa store Pletter som Kløversilken; naar den alligevel kan optræde i Mængde og ganske ødelæggende for Høragre, hidrører det fra, at der har været et stort Antal Silkefrø i det udsaaede Hørfrø. Hørsilkens Frø er lidt større end Kløversilkens og op- træder hyppigere som Dobbeltfrø. Det eneste Middel til at undgaa denne Plage for Høravlen er en grundig Rensning af Hørfrøet. I Oliekager lindes undertiden en Del Silkefrø, saa at det ogsaa kan importeres ad den Vej. Den tredie Gruppe af snyltende Blomsterplanter er en Del til M aske blomstfamilien hørende Arter. Af disse skal først omtales nogle med Bladgrønt forsynede Rodparasiter, som vel selv kan assimilere, men som tillige drager Næring (i Form af raa Næringsstoffer) af andre Planters Rødder ved Hjælp af Sugevorter, hvis Karstrenge trænger ind i og træder i umiddel- bar Forbindelse med Værtplantens Karstrenge. De holder sig ikke til nogen bestemt Værtplante, men synes al kunne angribe mange forskellige Arter; livis de imidlertid ikke kan træfle saa- danne Værtplanters Rødder, bliver de dværgagtige eller naar ikke fuld Udvikling. Findes der tætte Grupper af Rodsnyltere, an- griber de hverandre med deres Sugevorter, saa at de der har Forspringet, udvikler sig hurtigt paa de andres Bekostning, uden at andre Værtplanter behøver at være til Stede. Hertil hører den ogsaa som Ukrudtsplante bekendte og skadelige Skjaller (Rhinanthus crista galli), som har firkantet Stængel, modsatte, aflange Blade, store hjærteformede Dækblade, som omgiver de i Enden af Stænglen samlede Blomster; den læbeformede Krone er gul med violette Tænder paa Overlæben. Den kaldes ogsaa »Ras« og »Skrad», hidrørende fra den raslende Lyd, som frembringes ved enhver Bevægelse al den afblomstrede Plantes tørre Kapsel og hindeagtige Bæger. Den er et hyppigt Ukrudt paa Enge, hvor den gør Skade ikke alene ved at optage Plads, men ogsaa ved at udsuge de omstaaende Græssers Rødder; ogsaa mellem Sæden er den endnu mange Steder hyppig, om end i Aftagende, og dens vingede Frø findes olie i Mængde i Handelsfrø af Landbrugets Avlsplanter; den hører ogsaa med til de 14 Ukrudtsplanter, som i de skandinaviske Frøkontrol- Anstalter opføres som særlig ondartede. Paa Marken maa man søge at undgaa den ved at anvende rent Sædekorn, og paa Enge overvinder man denne enaarige Plante ved al slaa Græsset, lør-