Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere
Forfatter: E. Rostrup
År: 1902
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 640
UDK: 5812
Med 259 figurer i texten
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
122
SKADELIGE PLANTER.
end den har faaet modent Frø, hvilket man maa gentage flere
Aai i Træk, da Frøene kan bevare deres Spireevne i flere Aar.
Rødtop (Odontites rubra) spiller en ganske lignende Rolle
baade paa Enge og i Sæden, men optræder dog i noget ringere
Mængde. Det er en lav, graagrøn, sædvanlig stærkt grenet,
haaret Plante, med de smudsigrøde Blomster samlede i ensidige
Klaser. Den bekæmpes paa samme Maade som Skjaller.
Øj en ti øst (Puphrasia officinalis) træffes sjælden paa dyr-
ket Mark, men er almindelig paa varige Græsgange, Fælleder
og Skovsletter og snylter paa forskellige her forekommende
Blomsterplanters Rødder. Det er en lille, omtrent en Decimeter
høj Plante med stærk Forgrening, ægformede, spidstakkede Blade
og aksstillede Blomster; den læbeformede Krone lila med mør-
kere Striber og en gul Plet paa Underlæben, iøvrigt meget
variabel.
Kohvede (Melampyrum) udmærker sig ved, at Blomsterne
olte ei støttede al store og sædvanlig farvede, d. v. s. ikke grønne
Dækblade, og at hele Planten ved Tørring bliver blaalig sort;
(le gule eller røde Blomster er uregelmæssige og Frøene har
Lighed med Hvedekorn, hvorfra Navnet hidrører. De fleste
Arter har hjemme i Skov og Krat, men en af dem, Ager-
Ko hvede (M. arvense), der er iøjnefaldende ved sine rosenrøde
Dækblade, optræder ogsaa imellem Sæden og tærer paa dennes
Rødder; den er dog ikke saa hyppig, at den har nogen økono-
misk Betydning.
fiol durt (Pedicularis) optræder med to hinanden meget
lignende Arter paa vaade Enge og Moser; de har fligede og
lappede, stærkt krusede Blade og smukke røde Læbeblomster.
Vor almindeligste Art, Eng-Tro Idurt (Pedicularis palustris)
synes især at snylte paa Halvgræsser og Tagrør1).
Alle disse fem her nævnte Slægter af Rodsnyltere er des-
uden Skadeplanter paa en hel anden Maade, idet de er Vært-
plantei loi en Række biologiske Arter af Rustsvampe-Slægten
Coleosporium, hvis anden Generation optræder skadeligt for
Fyrretræernes Naale, hvorom mere senere.
Skæl lod (Lathrcea Squ.ama.ria) er en ægte Snylteplante,
som ganske mangler den grønne Farve, og som derfor fra
første Færd fører et Snylteliv. Den største Del af Planten er
nedsænket i Jorden, og bestaar af en tyk, grenet Stængel med
tykke, taglagte, hvide Skæl, medens kun den blegrøde, ensidige
') A. Volkart: »Untersuch. iib, cl. Parasitismus der Pedicularisarten« n 7
(1899).