Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

PLANTEPATOLOGIENS INDHOLD, BEGRÆNSNING OG INDDELING. 11 Trivsel; først naar Svækkelsen gaar saa vidt, at Dele af Planten visner eller hele Planten trues med Undergang, kan den hen- føres under Plantepatologi. De væsentlige Forhold, som det tilfalder Plantepatologien at behandle, falder paa en Maade sammen med de historiske Afsnit i Læren om Planternes Sygdomme. I ældre Skrifter findes ofte gode og rigtige Beskrivelser af Sygdomsfænomenerne; men det er da ogsaa det første, der maa gøres, at stille en rigtig Diagnose af Sygdommen ved Hjælp af de Symptomer, der viser sig. En anden Side af Plantepatologien er den rette Erkendelse af Sygdomsaarsagen (Ætiologien), hvilket det forhen i høj Grad skortede paa, men som man i nyere Tid er kommen vidt med, saa det bliver færre og færre Til fælde, hvor man endnu staar ganske usikker m. H. t. den nærmeste Aarsag. En tredie Side af Plantepatologien er Læren om Helbredelsen af Sygdommen (Terapien), i hvilken Henseende man dog ikke er kommen synderlig vidt, naar derved förstaas Helbredelse af det enkelte angrebne Individ. Den fjerde Side, som er af langt større Betydning og i hvilken Henseende man er naaet langt videre, er Forebyggelse af Sygdommen (Profylaxis); det er især denne Del af Plantepatologien, som har Fremtiden for sig og 'som er af den allerstørste Betydning for Praksis og Øko- nomi. Det vilde dog ikke være hensigtsmæssigt at dele Læren om Plantesygdomme i tilsvarende fire Afsnit i den Forstand, at hver af disse blev behandlede for sig. Hver enkelt Sygdom maa derimod omhandles saaledes, at der gives en Beskrivelse af den syge Plante eller Plantedel, Sygdommens Aarsag, Hel- bredelses- og Forebyggelses-Midler, saa vidt gørligt. Man kan vistnok med Rette sige, at Antallet af de Plante- sygdomme, som skyldes den vigtigste af alle Sygdomsaarsager, nemlig Snyltesvampe, er i stadig Tiltagen, hvoraf dog ikke løl- ger, at Farsoter anretter større Skade for Kulturplanterne nu end tidligere. At der jævnlig indfinder sig nye Sygdomme hos Avlsplanterne, er en naturlig Følge af den livligere Trafik mel- lem Landene, hvorved Sygdomsaarsagen, nemlig Svampene (det samme gælder om end i ringere Grad Insekterne) let bliver ført omkring til alle Egne, hvor vedkommende Værtplante findes og de klimatiske Forhold overhovedet tillader dem at trives. Med Korn, Græsfrø, Kløverfrø, Roefrø o. s. v. føres en Mængde Sporer og Mycelier af Svampe omkring fra Egn til Egn, fra Land til Land, fra den ene Verdensdel til den anden, saa at de for Land- brugets Avlsplanter skadelige Svampe snart er bievne kosmo- politiske, medens de tidligere har havt en mere begrænset