Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

392 SVAMPEFAMILIERNE. nyere Tid blev den anset for en Raadsvamp, der ikke havde større Betydning end de talrige andre i Skovbunden frembry- dende Paddehatte. Ogsaa Svampens ejendommelige Mycelium, de saakaldte Rhizomorfer, var allerede beskrevet i Slutningen af forrige Aarhundredex), men opfattedes i lang Tid som en selvstændig Svamp, der intet havde at gøre med de omtalte Frugtlegemer. Det var først i 1873 at Rob. Hartig* 2') klart godtgjorde Forbin- delsen mellem disse Rhizomorfer og de Frugtlegemer, som kaldtes Armillaria mellea, hvis Rigtighed senere noksom er be- vist ved talrige Undersøgelser og Iagttagelser.3) Svampens Udviklingsgang er følgende. De farveløse, ægformede Sporer spirer allerede faa Dage efter deres Spredning (September—Oktober), men mister snart Spireevnen, naar de mangler den fornødne Fugtighed. De ved Spiringen udviklede, yderst fine og farveløse, med Tværvægge forsynede Hyfer for- grener sig stærkt og danner et spindelvævsagtigt Mycel i Jord- bunden. Efterhaanden forener flere Grene sig til de tykkere, først hvide, derefter med et brunt (af falsk Parenkymvæv dan- net) Barklag forsynede, trinde, rodlignende Strenge, hvis Indre bestaar af en hvid Filt og som kan blive indtil 3 mm. tykke. I denne Tilstand kaldes de Rhizomorfer, et Slags hvilende Mycelium, der kan holde sig uforandret i længere Tid, og naar de ydre Forhold er gunstige udsendes nye Hyfer, der enten danner nye Sirenge i Jordbunden eller borer sig ind i Træernes Rødder. Her breder Hyferne sig i Dannelsesvævet og Bastlaget og udfolder sig til papirstynde, hvide, ofte vifteformigt stribede eller flammede Hinder, der efterhaanden som den udtørrede Bark løsnes bliver tykkere, kraftigere og omgives med el først Armillaria, hvortil den nu maa henføres, blev opstillet som en særegen Gruppe af den berømte svenske Mykolog Elias Fries i 1821. J) Den tyske Botaniker A. W. Roth beskrev i 1797 (Catalecta botanica I) dette Mycelium under Navnet Rhizomorpha fragilis; senere delte Persoon (Synopsis fungorum 1801) den i to Arter: Rh. subcorticalis, nemlig den flade Form, der vandrer op under Træernes Bark, og Rh. subterranea, den strengelignende Form, der breder sig i Jordbunden. 2) Botan. Zeitung 1873, S. 295, og Wichtige Krankh. cl. Waldbäume S. 12 — 42 (1874). Senere har A. Brefeld (Botan. Zeit. 1876 Nr. 41 og i Untersuch. aus d. Gesammtgebiete d. Mycologie, Heft 3, 1877) ved sine omhyggelige Kulturforsøg forfulgt hele Udviklingen af en Spore af Armillaria mellea til en fuldstændig Rhizomorpha. 3) Se mine Artikler i Tidsskrift f. Skovbrug Bd. 4, S. 3—42 og 113—132, Bd. 6, S. 224—231, Bd. 12, S. 194, samt i Tidsskrift for Skovvæsen Bd. 3, A, S. 88, Bd. 5, B, S. 98, Bd. 8, S. 107.