Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere
Forfatter: E. Rostrup
År: 1902
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 640
UDK: 5812
Med 259 figurer i texten
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
PADDEHATTE.
401
højt op under Barken, før Træet dør. I ældre Skove, hvor
Svampen allerede er udbredt overalt i Jordbunden, bliver Bjærg-
fyr mindst lige saa stærkt angreben af Honningsvampen, som
andre Fyrrer. I Hede- og Klitplantager, hvor der ikke før har
været Skov, varede det længe inden Honningsvampen indfandt
sig. Det lørste Tilfælde, som er bekendt angaaende Honning-
svampens Optræden i Klitplantninger, hidrører fra 1882, da en
samlet Gruppe af Østerrigsk Fyr i Husby Plantage blev an-
grebet og dræbt af denne Svamp; men dette Træ var jo alle-
rede dødsdømt paa Grund af et andet Svampeangreb, i alt Fald
indtil det er ble ven tilstrækkelig akklimatiseret hos os; Øster-
rigsk Fyr er iøvrigt ogsaa flere Steder paa Øerne bleven stærkt
medtaget af Honningsvampen. Senere begyndte Honningsvam-
pen at optræde hist og lier baade i Hede- og Klitplantagerne
paa Bjærgfyr, som temmelig pludselig og samtidig overalt paa
Træet faar brune Naale, paa lignende Maade, som naar det an-
gribes af Trametes. Til disse tidligere skovløse Egne maa
Svampen ventelig være ført enten med Planter fra fremmede
Planteskoler, eller ved Vindens Hjælp i Form af Sporer fra øst-
ligere Skove, eller ved Vildtet, som med stor Begærlighed æder
Frugtlegemerne og som strejfer vidt omkring i Hedeegnene; det
sidst nævnte Middel til Svampens Udbredelse er vel det sand-
synligste, da det har vist sig at en stor Mængde Svampesporer
gaar ufordøjede gennem Dyrenes Tarmkanal.
Weym outhsfyr hører ogsaa til de Træer, der let angribes
af Honningsvampen; jeg har i en lille, 30—40-aarig Bevoksning
med et Par hundrede Træer set, at over Halvdelen blev dels
dræbt dels stærkt angrebet heraf, og fundet Rilizomorfalaget
naaende indtil 3 Meter højt i endnu levende Træer. Weymouths-
fyrren hører ikke alene til de for Svampen mindst modstands-
dygtige Træer, men Rhizomorferne synes ogsaa at vokse usæd-
vanlig hurtig i samme, saa at de forholdsvis tidlig gaar ud efter
Angrebet. I unge, 8—10-aarige Bevoksninger af Weymouthsfyr
har jeg flere Gange set indtil en halv Snes pCt. af Træerne
dræbte af denne Svamp.
Skønt Hvid gran (Picea alba) aabenbart er mindre mod-
tagelig for denne Svamps Angreb, haves dog ikke faa Eksempler
paa, at baade yngre og ældre Træer kan dræbes heraf.
Lærken er kun lidet modtagelig for Honningsvampens
Angreb, men ganske fri gaar den ikke; selv ældre Træer kan
angribes, og jeg har hos saadanne forfulgt Rilizomorfalaget til
halvanden Meters Højde under Barken.
Ædelgran er den af alle vore Naaletræer, som staar sig
E. Rostrup: Plantepatologi. 26