Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

Forfatter: E. Rostrup

År: 1902

Forlag: Det Nordiske Forlag

Sted: København

Sider: 640

UDK: 5812

Med 259 figurer i texten

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 656 Forrige Næste
PADDEHATTE. 401 højt op under Barken, før Træet dør. I ældre Skove, hvor Svampen allerede er udbredt overalt i Jordbunden, bliver Bjærg- fyr mindst lige saa stærkt angreben af Honningsvampen, som andre Fyrrer. I Hede- og Klitplantager, hvor der ikke før har været Skov, varede det længe inden Honningsvampen indfandt sig. Det lørste Tilfælde, som er bekendt angaaende Honning- svampens Optræden i Klitplantninger, hidrører fra 1882, da en samlet Gruppe af Østerrigsk Fyr i Husby Plantage blev an- grebet og dræbt af denne Svamp; men dette Træ var jo alle- rede dødsdømt paa Grund af et andet Svampeangreb, i alt Fald indtil det er ble ven tilstrækkelig akklimatiseret hos os; Øster- rigsk Fyr er iøvrigt ogsaa flere Steder paa Øerne bleven stærkt medtaget af Honningsvampen. Senere begyndte Honningsvam- pen at optræde hist og lier baade i Hede- og Klitplantagerne paa Bjærgfyr, som temmelig pludselig og samtidig overalt paa Træet faar brune Naale, paa lignende Maade, som naar det an- gribes af Trametes. Til disse tidligere skovløse Egne maa Svampen ventelig være ført enten med Planter fra fremmede Planteskoler, eller ved Vindens Hjælp i Form af Sporer fra øst- ligere Skove, eller ved Vildtet, som med stor Begærlighed æder Frugtlegemerne og som strejfer vidt omkring i Hedeegnene; det sidst nævnte Middel til Svampens Udbredelse er vel det sand- synligste, da det har vist sig at en stor Mængde Svampesporer gaar ufordøjede gennem Dyrenes Tarmkanal. Weym outhsfyr hører ogsaa til de Træer, der let angribes af Honningsvampen; jeg har i en lille, 30—40-aarig Bevoksning med et Par hundrede Træer set, at over Halvdelen blev dels dræbt dels stærkt angrebet heraf, og fundet Rilizomorfalaget naaende indtil 3 Meter højt i endnu levende Træer. Weymouths- fyrren hører ikke alene til de for Svampen mindst modstands- dygtige Træer, men Rhizomorferne synes ogsaa at vokse usæd- vanlig hurtig i samme, saa at de forholdsvis tidlig gaar ud efter Angrebet. I unge, 8—10-aarige Bevoksninger af Weymouthsfyr har jeg flere Gange set indtil en halv Snes pCt. af Træerne dræbte af denne Svamp. Skønt Hvid gran (Picea alba) aabenbart er mindre mod- tagelig for denne Svamps Angreb, haves dog ikke faa Eksempler paa, at baade yngre og ældre Træer kan dræbes heraf. Lærken er kun lidet modtagelig for Honningsvampens Angreb, men ganske fri gaar den ikke; selv ældre Træer kan angribes, og jeg har hos saadanne forfulgt Rilizomorfalaget til halvanden Meters Højde under Barken. Ædelgran er den af alle vore Naaletræer, som staar sig E. Rostrup: Plantepatologi. 26