Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

FROSTSKADE. 41 Grænse for Artens naturlige Voksekres; det er derfor hensigts- mæssigt at skaffe sig Planter og Frø fra saadanne Egne, for- saavidt det da er Planter, der har hjemme i sydligere Lande, at man vil indføre. Det viser sig f. Eks. at Rødkløver, som er udviklet af Frø avlet i Italien eller det sydlige Frankrig, ikke kan taale vore Vintre og trives meget daarligt hos os, medens derimod Rødkløver, som stammer fra Rusland, Tyskland, Nord- Frankrig lykkes godt her i Landet. Ogsaa Italiensk Rajgræs fryser ofte helt bort om Vinteren paa vore Marker. Ofte viser Frostskaden sig først ved sine Eftervirkninger, afhængige af den følgende Sommers Beskaffenhed; hvis denne er meget tør, gaar ofte mange unge Træer til Grunde, naar de har lidt af Frost og derfor ikke kan taale en saa stærk For- dampning af Vandet. Allerede om Vinteren kan en saadan stærk Fordampning bevirke, at unge Naaletræer gaar ud, naar nemlig Jorden er frossen saa dybt, at der ingen Vandoptagning finder Sted, og det i længere Tid er Solskin og Luften er tør, saa at Uddunstningen er stor, men Vandtilførslen er ringe eller ingen. Naar Kulden først indfinder sig sent, mod Vinterens Slutning, lider Træer og Buske langt mere paa Sydsiden end paa Nordsiden, fordi den første har været mere udsat for Solens opvarmende Indvirkning og derfor er naaet videre i den Ud- vikling, der foregaar i Knoppernes Indre, og derfor mere udsat for Kuldens skadelige Virkning. Jeg har i saadanne Eftervintre liere Gange iagttaget dette i stor Udstrækning hos Naaletræer og andre stedsegrønne Træer, som under disse Forhold fik rød- brunt Løv mod Sydsiden. En saadan Affarvning behøver dog ikke at medføre Bladets Død; gaar Virkningen ikke for vidt, kan det atter antage den grønne Farve. Som Eksempler paa strenge Vintre, der liar havt skadelig Virkning paa Vegetationen, kan fra ældre Tider nævnes den i hele Mellem-Europa herskende usædvanlig haarde og lang- varige Kulde i Vinteren 1788—1789, da en Mængde selv hjemme- hørende eller akklimatiserede Træer frøs ihjelJ), og fra nyere Tid kan her fra Landet nævnes 1874* 2), da den langvarige og stærke Frost foraarsagede, at Kvistene frøs bort paa en Mængde indførte Træer og Buske i Haverne; en Del frøs ned næsten til Grunden eller gik helt ud. I Vinteren 1880 indtraf her i Landet Jvfr. Sierstorpf: Einige Bemerkungen uber die in dem Winter 1788 und 1789 verfrorenen Bäume. 1790. 2) Da den strenge Vinterkulde hos os i Regelen først indfinder sig efter Nyt- aar, behøves her og i det følgende kun et enkelt Aarstal for at betegne, hvad der menes.