Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

42 VARMEFORHOLD. en usædvanlig stærk Frost en enkelt Nat, saa at en Mængde Frostspalter opstod i vore Skove, hvor man hørte en stærk Knalden, hidrørende fra disse Sprængninger* 1); den følgende Vinter var Frosten særdeles vedholdende og haard, saa at Jorden i flere Maanedar var frossen 73 Meter dybt, og der anrettedes betydelig Skade paa Skovkulturer. 1888 udmærkede sig især ved sin usædvanlig kolde Februar, Marts og April, med hen- holdsvis 2^2°, 5° og 3° C. lavere Temperatur end normalt, hvad der havde en meget kendelig Indflydelse paa Vegetationens Ud- vikling. I den strenge og langvarige Vinter 1893, da Januar havde en Middeltemperatur af -4- 10° C. og et Minimum af -4- 23° ved København, gik mange kælnere Træer og Buske ud her i Landet, skønt de havde trivedes godt i en Række Aar. Navnlig var Kulden ualmindelig streng i Tiden 14.—18. Januar, og Temperaturen sank endog paa et kort Tidspunkt ned til 29x/20 C.; man maa gaa over en Menneskealder tilbage for at træffe noget lignende. For Landbrugets Avlsplanter var Ska- den dog ikke stor, men des større var den for Haveplanter, navnlig for Træer og Buske. Som Eksempler paa Træer, der gik ud i Landbohøjskolens Have og i Forsihaven ved Char- lottenlund, kan nævnes af Naaletræer: Picea Morinda, Picea orientalis, Cedrus Diodora, Cryptomeria japonica, Araucaria imbricata, og af Løvtræer: flere Arter Cotoneaster, Jasmimum officinale, Hedera colchicum2). Mange Steder gik Wellingtonia ud eller i alt Fald alle de nedre Grene, saa at den stod med en lille grøn Top, og selv indenlandske træagtige Planter som Kristtorn og Vedbend (op ad Murene) led meget af Frosten. Det var især i Landets østlige Egne, paa stærk Lerjord paa Sjælland og Lolland, at Skaden var størst, saa at liere Steder i) Esaias Fleischer siger i »Forsøg til en Underviisning i det danske og norske Skov-Væsen« (1779) S. 392, at Frostkløfter kun er almindelig hos Eg, men ogsaa kan indtræffe hos andre Træer, naar Solen opvarmer dem om Dagen og Frosten saa om Natten falder stærkt paa, »som det især skeede 1768, da man kunde i Skovene hore det eene Knald heraf efter det andet, som smaa Kanonskud, og ey alleene Eegerne, men endog Hes- selen og Bogerne, og Valnødtræer i Haugerne havde denne Skiebne«. — En betydelig Ødelæggelse af Ege i slesvigske Skove, hidrorende fra Vinterfrost, omtaler C. F. Schmidt: »Forslag til nogle Forbedringer i Hauge- og Træe- frugt-Dyrkn ingen«, Haderslev, 1793, S. 29, hvor det bl. a. hedder: »Saavel i sidste som i den for nogle Aar siden indtrufne haarde Vinter ere over- alt en stor Del af de bedste og rankeste Egetræer opsprungne, ja der gives Steder hvor kuns ganske faae ere befriede for dette Uheld«. 2) Se Joh. Lange: »Vinteren 1892—1893 og Vegetationen« i Gartner-Tidende, 10. Aarg., S. 147 o. flg.