Plantepatologi
Haandbog I Læren Om Plantesygdomme For Landbrugere, Havebrugere Og Skovbrugere

FROSTSKADE. 43 mange Træer, der ellers anses for vel akklimatiserede og haard- føre, blev mer eller mindre ødelagte, saasom Valnød, Pæretræer, Morbær, Kastanie; en Mængde Buske nedfrøs indtil hvor Sneen dækkede dem1). Mange Markplanter, saasom Kløver og Vintersæd, fryser op af Jorden, især i leret eller tørvholdig Jord, naar der er megen Fugtighed til Stede; dette kan dels finde Sted om Vin- teren, naar det er streng Barfrost, dels om Foraaret, naar Natte- frost veksler med Solskin om Dagen. Ved Frysningen hæver det øvre fugtige Jordlag sig lidt, hvorved de finere Planterødder sønderrives, medens Planten iøvrigt hæves lidt til Vejrs; om Dagen synker Jorden igen, idet Iskrystallerne smelter, medens Planterne ikke fuldstændig trækkes ned med, og naar dette gentager sig flere Gange, kan en Del af Planterødderne blottes eller hele Planten komme til at ligge ovenpaa Jorden. En Tromling af Jorden paa det retle Tidspunkt kan ofte redde en stor Del af disse Planter. Stærkest vil den unge Kløver lide af Vinterkulden, naar den ikke har faaet tilstrækkelig Udvikling den forudgaaende Sommer paa Grund af, at Dækfrugten har staaet for tæt eller for langt ud paa Efteraaret, saa at den i første Tilfælde af Mangel paa Lys og Plads, i sidste Tilfælde af Mangel paa Tid ikke har faaet tilstrækkelig dybtgaaende Rødder eller fornøden Fasthed i Stængler og Blade. Paa samme Maade trækkes ogsaa de unge Planter, især Naaletræer, op af Jorden i Frøbedene i Planteskoler. Streng Vinter foraarsager under- tiden, at man maa ompløje Rugen om Foraaret; sjældnere har dette været fornødent med Hvedemarker, hvad dog skete i større Omfang i 1870, 1881 og 1888 her i Landet. Nattefrost om Foraar og Sommer. Den Skade, der foraarsages af den sildige Foraarsfrost, baade i Mark, Have og Skov, er vistnok af langt større Betydning end den Vinterfrosten anrette?. Naar Vegetationen er i Virksomhed og Vækstperioden altsaa begyndt, er det ikke længer den absolute Kuldegrad det drejer sig om; Temperaturen behøver ikke at synke til det Minimum, som hver Plante kan taale, for at gøre Skade. Det der særlig gør Foraarsfrosten saa farlig er den Omstændighed, at Knopperne er bievne mere vandfyldte, eller at de endog er begyndt at udvikle sig, at Løvspringet eller Blomstringen er be- gyndt. En væsentlig Indflydelse har ogsaa den hyppige Veks- ling mellem Frost og Tø, som især finder Sted om Foraaret, naar man i nogen Tid har klar Himmel baade Dag og Nat; Chr. Jørgensen: »Vinteren 1892—1893« i Gartner-Tidende, 10. Aarg. S. (51.