Bakterier og Serum

Modtagelighed og Uimodtagelighed er nemlig, som det ogsaa vil være fremgaaet af det foregaaende, temmelig bevægelige Begreber. Man taler om at være let og lidet modtagelig eller absolut uimod- tagelig (immun). Den Uimodtagelighed, et Menneske eller Dyr erhverver sig ved at have overstaaet en smitsom Sygdom paa naturlig Maade, kan gøres større, naar man indpoder det paagældende Smit- stof ; den stiger, for hver Gang man indfører dette i større og større Mængder, og det synes, at man kan forøge Immuniteten i det uendelige. Og særlig siden man er begyndt at vakcinere med Bakterie- giftene (uden Bakterier), er det lykkedes at bringe den op til en uanet Højde. Hvad dette vil sige, vil nærmere blive forklaret i næste Afsnit under Omtalen af Serumbehandlingen (Se ogsaa her om Vakcination med Serum). Som bemærket i Begyndelsen af dette Afsnit har man noget bedre Rede paa, hvorledes denne erhvervede Immunitet kommer i Stand, end paa den naturlige. Dog er det først de sidste 4—5 Aar, der har bragt nogen Klarhed i Sagen, og før den l id har man haft andre Forklaringer, som ogsaa forekommer mig at have nogen Interesse, fordi da er saa nærliggende, naar man kender lidt til Bak- teriernes Biologi i det hele taget. En af dem gaar ud paa følgende. Den Bak- terie, der angriber et bestemt Dyr eller Menneske, finder netop i Vedkommendes Legeme de Nærings- stoffer, den har Brug for. Efter en vis Tids Forløb slipper de op, og Sygdommen standser. Og det hjælper ikke, at andre Bakterier af samme Art