Lærebog I Krystallografi Og Mineralogi

10 ser ud, som om Fladerne vandrer jævnt udefter, mens de stadig beholder samme Retning. At en Krystal under de givne Forhold kun kan udvikle een bestemt Slags Flader, kan man se, hvis man ved Slibning frembringer „fremmede Flader“ paa den og derefter anbringer den i Vædsken igen; den vil da først regenerere sin oprindelige Skikkelse og derefter vokse videre paa samme Maade som før. Som Regel har hvert Stof sin for det særegne Krystalform, som dog paa flere Maader kan undergaa ret væsentlige Ændringer. Saaledes er f. Eks. Oktaederformen karakteristisk for Alun, men ved at se en større Mængde Alunkrystaller igennem vil man snart lægge Mærke til, at der maaske næppe er en eneste af dem, der er regelmæssig udviklet. Og ved nærmere Undersøgelse vil man se, at den for Oktaederet karakteristiske Vinkel mellem to tilgræn- sende Flader gaar igen i alle Krystallerne, mens disse iøvrigt kan have et meget forskelligartet Udseende, ved at de enkelte Oktaeder- flader har forskellig Størrelse, eller, hvad der er det samme, lig- ger i forskellig Afstand fra Tyngdepunktet. Dette hidrører fra, at det aldrig er muligt at faa fuldkomment ensartede Forhold i en voksende Krystals Omgivelser, og de mindste Forskelligheder i Temperatur, Koncentrationsgrad o.a. vil medføre, at Fladerne vokser med ulige Hastighed. Heraf fremgaar den overordentlig vigtige Grundlov for Krystallerne, der er fremsat af Danskeren Nikolaus Steno, at Vinklerne er konstante, mens man i Alminde- lighed ikke behøver at tage Hensyn til Fladernes Størrelse. Dog maa man erindre, at Afvigelserne fra Normen beror paa Tilfældig- heder; en Tærning kan f. Eks. antage Form af alle mulige ret- vinklede Parallelopipeder, men har man mange Krystaller af en og samme Substans, der alle tilnærmelsesvis har samme Parallelo- pipedform, kan man gaa ud fra, at Stoffet ikke normalt krystalli- serer i Tærningform. Ofte kan imidlertid den voksende Krystal undergaa betyde- ligere Ændringer under Væksten; sætter man f. Eks. en ringe Mængde Kali til en Alunopløsning, vil man se, at Oktaederhjør- nerne afstumpes, og dette kan gaa saa vidt, at Oktaedret erstattes af Tærningen. Foruden disse fo Former kan Alun antage forskel- lige andre, som siges at udgøre Alunets Formrække; Antallet af