Lærebog I Krystallografi Og Mineralogi

62 holder forskellige Malme blandede imellem hinanden, bestaar dog i Reglen overvejende af mindre værdifulde Mineraler, f. Eks. Kvarts, Kalkspat, Tungspat, Flusspat. Malmene findes i særlig stor Mængde i Nærheden af saadanne Steder, hvor Malmgangen overskæres af en Eruptivgang, hvad der viser, at Metallet er kom- met op sammen med den smeltede Masse og er bleven udstødt af denne ved dens Størkning. Enkelte Malmlejer maa nærmest henregnes til Pegmatit (flere Tinstenlejer, Kryolitmassen), mens andre Malmforekomster er rene Eruptivdannelser, f. Eks. flere af de svenske Magnetjærnsten- lejer, nikkelholdig Magnetkis og flere Kobber- og Svovlkismasser (Sulitelma o. a.). Ved Omdannelsesprocesser kan der naturligvis kun dannes Malmlejer i saadanne Tilfælde, hvor der finder en Tilførsel af nyt Stof Sted; visse Lejer af meget uregelmæssig Form er dannede ved Indvirkning af det gennemsivende Vand (Metasomatose) paa Kalksten, mens andre er opstaaede ved pneumafolytisk Kontakt- metamorfose (Jærnglansen paa Elba). Da de fleste Malme forvitrer ret let, spiller sekundære Lejer kun i enkelte Tilfælde nogen større Rolle (Eks. Platin og Guld). Forvitringen vil bevirke, at de fleste Malmlejer i Nærheden af Jordoverfladen bliver i væsentlig Grad omdannede; de fleste, op- rindelig sulfldiske Malme bliver til iltede Forbindelser. Da Jærn- forbindelser oftest findes i ret stor Mængde blandt Malmene, bliver Brunjærnsten særlig fremtrædende under saadanne Forhold, hvor- for Malmenes Forvitringszone i Reglen benævnes en „Jærn- hat“. Det gennemsivende Vand opløser mange af Metallerne i For- vitringszonen og afsætter dem igen i de under denne værende Partier af Malmlejet, der derved bliver særlig righoldige (den saa- kaldte ,,Cementationszone“). De to nævnte Zoner mangler i det væsentlige i Omraader, der har været nedisede i Istiden (Skan- dinavien, Grønland), men kan andre Steder være af betydelig Mægtighed (indtil 100 m eller mere). De ved de omtalte Processer frembragte Forandringer i Malm- rigdommen siges at bero paa „sekundære Dybdeforskelligheder“; man har forsøgt at udregne, om der ogsaa skulde være „primære Dybdeforskelle“, der gjorde sig gældende under Cementations-