H. C. Ørsteds Arbejdsliv I Det Danske Samfund

CXXXVI K. MENER: H. C. ØRSTEDS ARBEJDSLIV I DET DANSKE SAMFUND dels mener han, at han ikke har faaet Lettelse nok i sit Arbejde i Forhold til Fradraget i sin Gage, dels og især er han misfornøjet med, at hans Laboratoriums Budget formindskes med 200 Rdr. Denne Skrivelse fremkaldte et meget udførligt Svar fra Ørsted; han omtaler deri det uheldige i, at han er beslægtet med Scharling, men anser det for sin Pligt at staa paa dennes Ret til at faa nogle Penge til sit Laboratorium og for sin Pligt mod sig selv, »nu at bidrage til at belyse den Skygge en for sit Eget sygeligt ængstelig Mands Speculationer kunde kaste paa mig«. Skrivelsen er skarp overfor Zeise, og den bitre Stemning, den er Udtryk for, holder sig i flere Aar. Den kom atter til Orde i 1844.1 Universitetsdirektionen havde efter et indtrængende Andragende af Zeise bevilget 700 Rdr. aarligt Tilskud til Laboratorierne, og Direktionen sendte dernæst Lære- anstaltens Bestyrelse en Skrivelse, hvori den bad denne stille For- slag om, hvorledes dette Tilskud skulde fordeles mellem de to La- boratorier, Scharlings og Zeises; Scharling havde ogsaa overtaget Undervisningen af Medicinerne, som tidligere havde hørt til i Zeises Laboratorium. Om denne Fordeling rejste der sig dernæst en heftig Strid. Zeise kæmpede som en Løve for at faa Hovedparten til sit Laboratorium. Ørsted og Flertallet i Bestyrelsen vilde give Schar- lings mere, end Zeise fandt rimeligt, og kun Ramus støttede denne. Striden endte med et Kompromis, hvorefter Zeise fik Raadighed over 450 Rdr., Scharling over 250 Rdr. I denne Strid er Zeise ude- lukkende saglig, men Ørsted tillige personlig, idet han atter frem- drager de Vanskeligheder, som Zeises vaklende Helbredstilstand voldte i Tidsrummet 1834—39. Zeise beklager sig herover; han henviser dernæst til den videnskabelige Betydning, som hans Un- dersøgelser har, og som øjensynligt er ham fuldt bevidste, og hævder med Bestemthed, at Hensynet til det videnskabelige Arbejde ikke bør skubbes til Side af Hensyn til Undervisningen, og at en Uni- versitetsprofessor maa føle Betydningen af, at dette Arbejde frem- mes, og maa have saadanne Midler i Hænde, at dette er muligt. Ørsted indrømmer saavel dette som ogsaa Værdien af Zeises Arbej- der, men er skarp overfor ham personligt. Zeises Helbred var efterhaanden bleven bedre, saa at han baade kunde arbejde videnskabeligt og tillige med faa Afbrydelser passe den Del af Undervisningsarbejdet, som han havde beholdt; ved 1 P. L. A. 1844. No. 225.