ForsideBøgerJydepotten : Vort Lands Ældste Haandværk

Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

Pottebrænding Pottearbejde Jydepottefabrikation Jydepotter Ler

Forfatter: Andreas G. Jensen

År: 1924

Forlag: Levin & Munksgaards Forlag

Sted: København

Sider: 183

UDK: 666.3 Jen

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 200 Forrige Næste
FORMNING OG BRÆNDING 17 Naar leret var traadt ud sidste gang, var det omtrent som fast brøddej. Det blev saa skaaret i strimler og „vælet". Vælerne lagdes i bunke over hinanden og hylledes med et stykke tøj for ikke at tørres og for at holdes fri for snavs. Det var et ret strængt arbejde at ælte ler. Tidligt om for- aaret var det koldt at faa de bare fødder i det; men det gav snart god varme, „a haar svedt øwer ’et manne gaang'", sagde en gammel pottekone. Hvis leret var meget koldt, kunde man faa lidt varmt vand slaaet over, stundom var frosten saa haard, at man maatte have leret et par dage inde i stuen, før det kunde trædes ud, saa kunde det nok være godt at faa en skaal varmt øl eller maaske „en lille sort“. Men naar isen ikke ligefrem dækkede, saa vaskede man dog benene ved brøn- den eller bækken bagefter. Leret skulde dog have endnu en omgang. En af vælerne blev lagt paa et lavt „grydebord“ eller „vælskammel“ og blev der æltet med næverne, akkurat som naar man ælter dej. Det skulde gennemarbejdes, til det var fuldstændig sejt, ellers vilde potterne revne. Det skulde som en gammel bondemand sagde, „æltes og væltes og trimles og trykkes, te de’ vaar saa sej som tosken tyr’mog (tærsket tyremøg), og saa lind te de’ künd’ trækkes saa laang en vild' ha’ ’et“. — Derefter blev det slaaet °P i „stokke“, større og mindre langagtige klumper, omtrent som en afstumpet sukkertop. Hver stok indeholdt 1er til een potte og var omtrent af pottens højde. Saa skulde potten „gøres op“. Samtlige stokke anbragtes paa et bord, og pottekonen, der arbejdede siddende, tog plads paa sin stol ved siden af med et grovt lærredsforklæde foran sig °g en „grydefjæl“ — et bræt c. 65 cm. 1. og 30 cm. br., undertiden halvmaaneformet — paa skødet. Der skulde hun have sit arbejde „for ret aa vær’ øwer ’et“. Ved højre knæ stod en spand eller skaal med vand — i ældre tid altid et lerkar paa en lerfod (fig. 78). Grydefjælen vædedes godt med vand, en af stokkene „skruedes“ rundt paa fjælen paa den brede ende. Saa snart den var glat, blev den stillet paa den spidse ende, og med højre haands tommelfinger udboredes stokken fra oven, den frembragte fordybning gjordes større og større, og naar den naaede halvt ned i stokken, foregik udvidelsen ved, at hele højre haand førtes ned i fordybningen og trykkede leret mod venstre haand, der holdtes udvendig og stadig drejede stokken rundt paa den af vand og 1er fedtede grydefjæl. Stokken boredes helt igennem, saa der blev hul i bunden. 2