Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk
Forfatter: Andreas G. Jensen
År: 1924
Forlag: Levin & Munksgaards Forlag
Sted: København
Sider: 183
UDK: 666.3 Jen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
FORMNING OG BRÆNDING
17
Naar leret var traadt ud sidste gang, var det omtrent som
fast brøddej. Det blev saa skaaret i strimler og „vælet". Vælerne
lagdes i bunke over hinanden og hylledes med et stykke tøj
for ikke at tørres og for at holdes fri for snavs.
Det var et ret strængt arbejde at ælte ler. Tidligt om for-
aaret var det koldt at faa de bare fødder i det; men det gav
snart god varme, „a haar svedt øwer ’et manne gaang'", sagde
en gammel pottekone. Hvis leret var meget koldt, kunde man
faa lidt varmt vand slaaet over, stundom var frosten saa haard,
at man maatte have leret et par dage inde i stuen, før det
kunde trædes ud, saa kunde det nok være godt at faa en
skaal varmt øl eller maaske „en lille sort“. Men naar isen
ikke ligefrem dækkede, saa vaskede man dog benene ved brøn-
den eller bækken bagefter.
Leret skulde dog have endnu en omgang. En af vælerne
blev lagt paa et lavt „grydebord“ eller „vælskammel“ og blev
der æltet med næverne, akkurat som naar man ælter dej. Det
skulde gennemarbejdes, til det var fuldstændig sejt, ellers vilde
potterne revne. Det skulde som en gammel bondemand sagde,
„æltes og væltes og trimles og trykkes, te de’ vaar saa sej som
tosken tyr’mog (tærsket tyremøg), og saa lind te de’ künd’
trækkes saa laang en vild' ha’ ’et“. — Derefter blev det slaaet
°P i „stokke“, større og mindre langagtige klumper, omtrent
som en afstumpet sukkertop. Hver stok indeholdt 1er til een
potte og var omtrent af pottens højde.
Saa skulde potten „gøres op“. Samtlige stokke anbragtes
paa et bord, og pottekonen, der arbejdede siddende, tog plads
paa sin stol ved siden af med et grovt lærredsforklæde foran
sig °g en „grydefjæl“ — et bræt c. 65 cm. 1. og 30 cm. br.,
undertiden halvmaaneformet — paa skødet. Der skulde hun
have sit arbejde „for ret aa vær’ øwer ’et“. Ved højre knæ
stod en spand eller skaal med vand — i ældre tid altid et
lerkar paa en lerfod (fig. 78). Grydefjælen vædedes godt med vand,
en af stokkene „skruedes“ rundt paa fjælen paa den brede
ende. Saa snart den var glat, blev den stillet paa den spidse ende,
og med højre haands tommelfinger udboredes stokken fra oven,
den frembragte fordybning gjordes større og større, og naar
den naaede halvt ned i stokken, foregik udvidelsen ved, at
hele højre haand førtes ned i fordybningen og trykkede leret
mod venstre haand, der holdtes udvendig og stadig drejede
stokken rundt paa den af vand og 1er fedtede grydefjæl. Stokken
boredes helt igennem, saa der blev hul i bunden. 2