Automobilet og dets Behandling
1. Del Automobilets Konstruktion
Forfatter: Fritz Schmitto
År: 1916
Forlag: Motors Forlag
Sted: København
Udgave: Tredje Fuldstændig Omarbejdede Udgave
Sider: 272
UDK: 629.113 Schm TB GL, 629.113 Schm TB GL
DOI: 10.48563/dtu-0000031
Med 215 Illustrationer i Teksten
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
59
Benzin, som ligger mellem Rørets nederste Munding og
Overfladen. Herved mættes Luften med Benzindampe,
og den fremstillede Gas gaar ind i Røret T. Imidlertid
vil denne Gasblanding være for rig paa Benzin og maa
fortyndes ved yderligere Tilsætning af Friskluft, som
kommer ind gennem Røret F, hvis Aabning Føreren
kan afdække mere eller mindre ved det bevægelige Glider-
spjæld G. Desuden er der i Røret T længere hen mod
Motoren anbragt et drejeligt Spjæld S, som er helt aabent
i den viste Stilling og helt lukket i den punkterede Stil-
ling og som iøvrigt ligeledes kan indstilles af Føreren,
saa at Motoren faar mere eller mindre Gas, eftersom
den skal udrette et større eller mindre Arbejde. Endelig
er der gennem den nederste Del af Beholderen ført en
Ledning U, som tager en Del af Udblæsningsgassen for
at opvarme Benzinen og derved gøre den lettere for-
dampelig, navnlig i koldt Vejr.
Som man ser, er Overfladekarburatoren meget simpel,
baade i Konstruktion og Virkemaade, og den kan ikke
komme i Uorden, da der ingen bevægelige Dele er i den.
Men, paa den anden Side er Gasfremstillingen meget
ufuldstændig, Karburatoren er meget ømtaalelig baade
for Rystelserne under Kørselen og for Vejrligets Ind-
flydelse, og fremfor alt: af Benzinen, som jo er en Blan-
ding af flere Vædsker med forskellige Vægtfylder, vil de
letteste fordampe først, og der bliver cfterhaanden tun-
gere Benzin tilbage, som ikke fordamper saa godt. Paa
Grund af disse Ulemper har man nu fuldstændig op-
givet Overfladekarburatorerne.
Som en Forbedring af Overfladekarburatoren frem-
kom den s. k. Vægekarburator. Her dyppede et
Antal Væger ned i Benzinbeholderen, hvorfra de sugede
Benzinen op, og naar nu Sugeluften paa sin Vej til Mo-
toren strøg henover Vægernes frie Ender, mættede den
sig med Benzindampe, hvorefter Gasblandingens Sammen-
sætning yderligere reguleredes ved Tilførsel af Friskluft
paa lignende Maade som ovenfor beskrevet. Heller ikke
denne Karburatorkonstruktion vandt større Udbredelse,
og den er forsvunden ligesom den egentlige Overflade-
karburator, undtagen ved et enkelt Mærke (»Lanchester«-
Vognen), hvor den endnu bruges.
De gentagne uheldige Resultater med Karburatorerne
efter det simple Fordampningssystem gav Konstruktører-