Haandbog I Autogen Svejsning

137 og Staalsvejsninger uden optaget Kulstof, d. v. s. bløde og smidige Svejsesømme, og navnlig Tyndpladearbejder svejses hyppigt under Anvendelse af Brint som Varmekilde. Som tidligere anført forbrænder Acetylenen i Svejseflam- men i to Tempi, og dette Forhold letter i høj Grad Indstil- lingen af denne Svejseflamme. I Modsætning hertil forbræn- der Brinten paa eengang eller, om man vil : gennem hele Brint-Ilt Flammen; der er saaledes ved denne hverken Tale om en reducerende (eller dog neutral) Del af Flammen og ej- heller koncentreres Varmevirkningen i en enkelt Del af Flam- men saaledes som ved Acetylen-Ilt Flammen, hvor den lille lyse Flammekærne er over 3200° varm. Indstillingen af Brint-Ilt Flammen fordrer nøje Kendskab til dennes Udseende. Den rigtigt indstillede Brint-Ilt Flamme skal være af en blaalig Farve og uden nogen violet Tone; hvis dette sidste finder Sted, indeholder Flammen formegen Ilt, og Materialet forbrændes; Svejseren maa altsaa enten forøge Brint- eller formindske Ilttilførslen til Brænderen. Saafremt Flammen under Svejsningen føres for nær til Materialet, viser der sig paa dette et større eller mindre mørkt Punkt; dette skyldes Afkøling ved endnu ikke forbrændte Gasarter, og det er en meget væsentlig Del af Svejserens Ar- bejde at føre Brænderen i den rette Afstand fra Svejsesøm- men, saaledes at Afkøling og dermed det mørke Punkt und- gaaes, men Flammen dog holdes saa nær Arbejdsstykket, at Virkningen bliver saa hurtig som mulig. Svejsebrænderne ere ireglen forsynede med Dobbelthane for samtidig Lukning af saavel Ilt- som Brinttilførslen, og da bægge Gasarter tilledes Brænderen under Tryk, vil et even- tuelt Tilbageslag af Flammen bevirke, at Forbrændingen fore- gaar inde i Brænderen, hvorved denne ødelægges, og det er