Haandbog I Autogen Svejsning

62 Da Materialet i Størkningsøjeblikket overgaar fra den fly- dende til den faste Tilstandsform, i hvilken sidste Molekulær- kræfterne virke paa en anden Maade end i den første, kan man paa Forhaand vide, at Svejsning med vandret Overflade, hvor Smaadelene kunne lejre sig alene efter Molekulærkræf- terne og uden at være underkastet Bevægelse, er at foretrække for lodrette eller skraa Svejsninger, hvor Materialet i Størk- ningsøjeblikket befinder sig i Bevægelse, fremkaldt af Tyngde- kraften. Udførelse af Svejsesømme, som ikke have vandret Over- flade, giver udentvivl Anledning til store lokale Spændinger i selve Sømmen, og en eller to Udglødninger med mellem- liggende langsom Afkøling er her særligt paa sin Plads. Forsøg har vist, at Svejsninger udførte fra begge Sider ere betydeligt stærkere end Svejsninger udførte i samme Ma- teriale af samme Mand og under iøvrigt lige Forhold, men kun svejsede fra den ene Side. Forskellen i Styrke er ret betydelig, og ved Svejsninger, hvor der stilles store Fordringer til Styrke (og Bøjelighed), bør Sammensmeltningen saavidt muligt ske fra begge Sider. Da Materialet i Svejsesømmen under Sammenflydningen bør være draabeflydende, er Strukturen, som hidrører fra Smedning og Valsning, ophævet, og Styrken af det sammen- smeltede Materiale svarer til støbt Metal af samme Art. Un- dersøges en Svejsning ved Brudprøve vinkelret paa Svejse- fugen, vil man let kunne kende Svejsestedet paa de grove Kry- staller (Fig. 16) i Modsætning til Grundmaterialets mere fin- kornede Struktur. Saafremt en Svejsesøm imidlertid efter fuldstændig Afkø- ling, opvarmes til mindst 950°, viser en Brudprøve, at Kry- stallerne i selve Fugen ere betydeligt mindre, og efter to Gan-