Thorvaldsen Og Nysø

nu oftere til Paulsens end i Rom, hvor han aldrig gik til dem uind- buden*). Efter Svigersønnens Død forlod Thorv. atter København, hvor han kun havde gjort nogle ganske enkelte nye Smaaarbejder, og kom til Nysø. Her kom det gode Humør tilligemed Arbejdsiveren tilbage, og han føjede hur- tigt nye Værker til de mange, han allerede havde skabt paa dette ham saa kære Sted. Saaledes blev den ret store Medaillon nAnwrs Svanesang« .eller >Anwr /lyver bort« til. »Ak, jeg har gjort saa mange Amoriner«, sagde han til sin JÆGERDRENGEN. NYTAAR 1843. GIESMODEL I MUSÆET. Veninde, »nu skal denne være den sidste«. Nogen sørgmodig Stemning indeholder Værket dog ikke. I hastig Flugt svæver Amor henover Havet, hvorpaa Svanen gynger. Bue og Pilekogger har han hængt over Ryggen og stemmer med let Haand Lyrens Strenge. Det ubrugte Plekter holder han i sin højre, som han strækker frem ligesom for at paaskynde Farten (Afb. S. 11 f. n.). Kærlighedsguden er her vokset meget, siden han bragte Jupiter paa gale *) At Fru Paulsen kunde være meget uelskværdig overfor Faderen, fremgàar ogsaa af J. B. Dahlerups Beskrivelse af hendes Afsked med ham i 1838 inden hans Afrejse til Danmark. Derimod omtaler Kunsthistorikeren Sigurd Müller, der er kommen i hendes Hus i Rom i en senere Periode, da hun hed Fru Giorni, hende med megen Sympathi. 125