Thorvaldsen Og Nysø

Nysøe d. 19de November 1840. Mel.: T’en souviens tu. Naar Codans Bølge med snehvide Bryster Sig ruller larmende mod Sjølunds Øe — Og naar Skovdækket trindt paa Danmarks Kyster Hendøer for Stormen fra den vilde Søe, — Naar Fuglen tier i de lyse Lunde, Kun Maagen skriger ved den kolde Strand: Da synges der en Sang fra tusind Munde Om Danmarks Riges store Kunstner, Mand. Som Egen fast han staaer i Oldings Alder, En stærk, en kraftig, virksom Skaber-Aand; Mens ved hans Side mangen Ven henfalder, Er klart hans Blik og stærk hans Kunstner-Haand. Usvækket som i fejrest Manddom stander Han i sit elskte Danmark mellem os, — Mens Aaret sejler bort og atter lander, Han lever evig ung, — sin Tid til Trods. Mens Aaret da henruller under Solen Og Sjele sejle henad Tidens Aae, — Mens Livet visner under Verdens-Polen, Vil evig ung Skyts-Englen hos os staae. — — Du tryller Lysglimt fra Ideens Rige I høj og herlig himmelsli Poesie, Og stadig Genier til Dig nedstige Med Gudedrik med Tryllekræfter i. Saa sjunge Vinter-Storm fra Danmarks Sunde Et Echo-Qvad i Chor med Bølgens Brag, Saa fejre Sjølunds Vang og Væng og Lunde End mangt et Aar Thorvaldsens Fødselsdag. Men, medens Stormen farer over Vænge, Bebuder os en nye, en venlig Vaar, Det gjalde højt: Thorvaldsen leve længe! Ham skjænke Himlen mange glade Aar! A. C. Petersen. Om Aftenen spillede man i Riddersalen Wessels »Kierlighed uden Strømper« til stor Moro for den Gamle, der elskede Wessel, og som var helt forbløffet over den ypperlige Maade, hvorpaa den ellers saa stille og alvorlige Elisa Stampe spillede sin tragikomiske Rolle. Efter Stykket fulgte en humoristisk Epilog, forfattet af den Præstø Sognepræst Søtoft, som selv havde spillet Johan von Ehrenpreis’ Rolle; det forestilles, at Komediens mange Døde rejser sig igen, og En af dem klager over Dødens Besværlig- heder: 58