HUNDEGALSKAB OG STRANDBADE

 8 Behandlingen af hundegalskab med strandbade er en meget gammel skik. Hvis sagnet taler sandt, blev digteren Euripides kastet i havet af ægyptiske præ- ster, fordi han var blevet bidt af gale hunde. Pierre de l’Estoile fortæller flere interessante anek- doter i sin »Dagbog«.1) Den første stammer fra 20. juli 1603 og er omtalt af Alfred Franklin i hans udmær- kede værk, »La vie privée d’autrefois«, i det bind, der handler om medikamenter.2) »En page, der var blevet bidt af en gal hund i Paris den 20de juli 1603, begav sig paa vej til havet for at bade, hvilket man anså for det bedste middel mod hundegalskab. Da han kom igennem en skov, rev han sig til blods på brombærranker og tjørne. Såsnart den stakkels page så blodet, bad han sine ledsagere om, at de vilde kvæle ham så lempeligt som muligt; ti man havde fortalt ham, at han vilde blive gal, hvis han så sit eget blod, hvad man holder for sandt og ufejlbarligt. De op- fyldte hans bøn grædende og med megen sorg. En sørgelig begivenhed at høre om, og endnu sørgeligere at være vidne til.3) Pierre de TEstoile fortæller ligeledes, at en ban- kier fra Paris i maj 1604 blev bidt af en gal hund og sendt til havet — og at han kom sig.4) Den føl- ») Pierre de l’Estoile (f. i Paris c. 1540, d. 1611) var »grand audien- cier de la chancellerie« og nært knyttet til parlamentet og kongen. Fra 1574 førte han dagbog over alt, hvad der foregik i Paris.* s) F'ranklin (Alfred). La vie privée d’autrefois . . . Les médicaments. Paris, Plon, 1891, s. 1 18—1 19. 3) L’Estoile (Pierre de). Registre-journal de Henri IV. Édition Mi- chaud et Poujoulat, s. 353. 4) Ref. af dr. Cabanés (Bulletin general de thérapeutique. 50. septbr. i9°9)-