HUNDEGALSKAB OG STRANDBADE

9 gende fortælling viser, at strandbade efter hans me- ning var mere virksomme end ni dages bønner til Skt. Hubertus.1) »Hr. de Nevers’ page, der var eneste søn af en adelig familje, blev bidt af en gal hund samtidig med præsten i Issy og, efter hvad man sagde, af samme hund. I stedet for at rejse til havet, hvad man anså for den bedste behandling, tog han sin til- flugt til Skt. Hubertus, forrettede sin ni dages andagt, fik hundegalskab og døde af den i Pontoise, lørdag den 26de ds. [august 1606]. Han blev grebet af gal- skaben og døde fredeligt i Gud, angrende sine synder, just som man stod i begreb med at give ham et skud krudt i hovedet.«2) Pierre de l’Estoiles samtidige, Ambrosius Paræus, har kun ringe tiltro til badebehandlingen;3) ikke desto- mindre har den haft tilhængere helt op til nutiden; således var der i 1864 en dr. Thémines, der tilrådede sine patienter at tygge længe paa valnødblade, før de gik i vandet.4) En stor del af det 18de århundredes læger mangler dr. Thémines’ kraftige tro, og mange iagttagelser synes at give dem ret. Således fortæller Chambon i sin »Traité des métaux«, hvor ulykkeligt det gik borg- Angående Skt. Hubertus og hans mirakuløse magt over hundegal- skab se Henri Gaidoz’ værdifulde arbejde: La rage et Saint Hu- bert. Paris, 1887, in-8°. 2) Registre-journal de Henri IV, 2den serie, bd. I, s. 2. 8) Ambroise Paré (f. i Laval i beg. af det 16de århundrede, d. i Paris 1590), fremragende dygtig kirurg, »den franske kirurgis fader«.* —Se: Paré (Ambroise), CEuvres complétes. Éd. Malgaigne, bd. III, s. pi. *) Intermédiaire des chercheurs et des curieux, bd. XVIII (1885), sp. 367.