HUNDEGALSKAB OG STRANDBADE

af de læger, der deler denne opfattelse, står der andre, der har fuldt op af hypoteser til forklaring af kurens helbredende virkninger, og som ikke nøjes med at sige som forfatterne af »Le Dictionnaire portatif de santé«, at »man skal kun bruge denne behandling af hensyn til den adspredelse, rejsen forskaffer«.1) En anden — samtidig — håndbog siger derimod: »Alle ved, at strand- eller flodbade er nogle af de bedste midler til at forebygge hundegalskab. Når ikke alle, der har brugt strandbade, har undgået denne lidelse, kan grunden måske søges i den måde, på hvilken de er blevet badet. Det er nemlig ikke så meget selve badet, der helbreder, som den overraskelse eller skræk, man er i stand til at indgyde patienterne ved pludselig at styrte dem i vandet. Når det virkelig lykkes at overraske eller forskrække patienterne, slår denne behandling sjældent fejl; og det er måske af den grund, at den altid er virkningsløs overfor hunde. Man må gentage behandlingen flere gange daglig og holde patienten omtrent et halvt minut i vandet. Ku- ren bør vare ti til tolv dage«.2) For de læger, der søger at virke ved »overraskelsen eller forskrækkelsen«, og for dem, der vil »tvinge patienterne til at drikke og således samtidig befri dem for tørstens kvaler og rædslen for vandet«, har bade i floder den samme værdi som bade i havet. Det er denne sidste form for behandlingen, som Celsus berømmer i sin »De medicina«, 5te bog, 27de kapi- ') Dictionnaire portatif de santé . . . par M. L. et M. de B., Paris, Vincent, 1759, bd. I, s. 490. 2) Nouveau dictionnaire universel et raisonné de médecine ... Paris, Vve Duchesne, bd. III (1772), s. 448.