HUNDEGALSKAB OG STRANDBADE

tel: »Der gives kun et eneste middel: at kaste den intetanende patient ud i et bassin, han ikke har set i forvejen, og, såfremt han ikke kan svømme, det ene øjeblik lade ham blive under vandet og drikke, det næste løfte ham op over overfladen; hvis han derimod kan svømme, da af og til tvinge ham ned under overfladen, for at han — endog mod sin vilje — kan blive fyldt med vand. Således får man på en og samme gang bugt med tørsten og vandskræk- ken. Men der findes en fare ved behandlingen. Det kunde tænkes, at en meget svag patient blev så med- taget af det kolde vand, at han fik krampe. For at undgå dette må man, såsnart den syge er kommet op af vandet, lægge ham ned i varm olje.« Hunauld (1714) mener, at strandbadenes heldige virkning beror på det stærke choc, som denne ind- gribende behandling forårsager; man kunde efter hans mening lige så godt helbrede patienten ved at binde ham ganske nøgen til en pæl og kaste et halvhun- drede spande vand på ham, »da hele virkningen beror på den gennemgribende forandring af blodets og livsåndernes sygelige tilstand«.1) Efter Marets mening (1769) virker strandbadene på hundegalskaben på samme måde som ethvert andet antispasmotisk irritans.2) Dog tilføjer han: ') Pierre Hunauld, læge i Angers i slutningen af det 17de og be- gyndelsen af det 18de århundrede (ikke at forveksle med den bekendte anatom Francjois Joseph Hunauld, f. 1701, d. 1742).* — Se: Hunauld. Entretien sur la rage et ses remédes. Chåteau- Gontier, 1714, in-12 °, s. 160—67. ’) Hugues Maret (1726—1786), lærd fransk læge, født og død i Dijon, hvor han var overkirurg ved hospitalet. Han var forkæmper