HUNDEGALSKAB OG STRANDBADE

Henri de Mondeville anfører, at befolkningen ved kysterne af Middelhavet, det hav, hvori fordum de ægyptiske præster skal have kastet Euripides, da han var blevet bidt af gale hunde, Provengalere og Ita- lienere, der i det 18de århundrede igen forsøgte at helbrede hydrofobi ved udkastning i havet, i middel- alderen var fuldstændig uvidende om denne behand- lingsmåde: »I anledning af det foregående kapitel rejser der sig nu en del spørgsmål, f. eks. om neddyk- ning i havet helbreder bid eller stik af slanger, skor- pioner o. s. v. lige så godt som bid af gale hunde, og om kunstigt saltvand har den samme virkning som havvand, og om vand fra det østlige og sydlige hav [Middelhavet], der ikke har ebbe og flod som Atlanterhavet, dog er i besiddelse af de samme egen- skaber. Hos befolkningen ved dette havs [Middel- havets] kaster er behandlingen ukendt. Alle disse spørgsmål og endnu flere venter på besvarelse af lægerne.«1) Imidlertid er Normandiet ikke den eneste franske provins, hvor man har anvendt strandbade mod hunde- galskab. Også i Cette er denne behandling jo blevet brugt; og af et brev til Andry fra en læge i Mar- seille, Raymond,2) ser man, at det samme var tilfæl- det dér. Endvidere fortæller Desault, hvorledes man bar sig ad ved kysten i Gascogne: »Jeg har set ce- remonien. Man lægger patienten i bar skjorte på knæ i vandet ganske tæt ved kysten. Når bølgen så kom- Ibid. Nicaises udg., s. 456. — Pageis udg., s. 313. 2) Francjois Raymond, dr, med. i Montpellier, bosat i Marseille, med- lem af Académie des belles-lettres i denne by. Forfatter af: His- toire de l’éléphantiasis. Lausanne, Grasset, 1767, in-160.