Om Flodernes Bevcrqelse.
669
end den, der kan foraarsages af det ovenstaaende Vands Heide.
Med et Ord: Er (Taf. IL Fig. 7.) ABCE Oversnittet af Van-
der efter Længden af en horizontal Rende, da maa i AB Pressio-
nen være saa stor, at den kan overvinde alle de Hindringer, som
holde Vandet tilbage og tilinretgisre detS Bevægelse langs hen efter
BC , da derimod i F ei ftørre Pression behoves, end den, som
kan bevæge Vandet langs hen efter FC.
I horizontale Render af denne Beskaffenhed staaer derfor
Vandet alr lavere og lavere, jo længere man kommer fra dels forste
Udspring udi AB, efter en Linie som AE, I Almindelighed
sees, at den Regel, som er saa sikker og tilforladelig i de staaende
Vande, at nemlig deres overfte Flade er horizontal, gielder langt
fra ikke i de flydende, naar disse finde Hindringer i deres Bevægelse.
§- 79.
Alt det hidtil sagte kan anvendes til at forstaae Flo- Detforhensag-
7 ' u • re anvendes w
Hernes Bevcrgelse. De Kilder, eller Seer, eller Vand - Fald, dere til at for-
hvorfra de trekke deres ferske Va»rd, kunne ansees for Kar, som
(Taf. II. Fig. 6.) SBDT. Den Kanal derimod, som de enten
have forefundet eller selv udhulet sig, de sende, kan anseeS
for en Rende. Saa tidt som Kanalen, udi hvilken Floden velter
sine Vande, overalt var af samme Giennemsnit ester Bredden, i
hvilken Tilfælde Floden kaldes regulier, passede sig i alle Henseen-
de paa den, alt, hvad vi i det foregaaende have sagt om Vandets
Bevægelse i Renderne. Men dette tresser sig sielden i Floderne.
Deres Igiennemsnit er Melden et Parallelogram, meget mindre over-
alt det samme. De ere paa et Sled bredere, paa et andet smal-
Qq qq 3 kre.