946 give og tivende Foreloesnlng.
Modstand, som de giore imod Redskabet, hvormed de arbejdes.
De hielpes de fleste Tider ved Pæle og Rister, ved begge tillige i
les Jord og moratsig Bund; med en Rist alene, hvorpaa Muren
leggcs, i leret) Grund; thi den synker, og er derfor ikke beqvem til
at tage imod Pæle. Pælene tætte Jorden, og bære med uqemeene
Kræfter, saa store nemlig som de ere, med hvilke de af Rambuk-
kerne ere blevne drevne ned. Riften gier, at ben hele Side af
Bygning maa staae eller synke tillige, saa at om end i Tidens
Længde Grunden paa et Sted gav efter, holdt dog det ene det an-
det, hvortil desuden anseelig hielper de Horizontale Kræfter, Hvor-
med alle Delene i Hoved-Muren selv holde sammen, hvilke ikke
tillade enkelte Stykker i den at synke; især om Muren er opfort af
smaa Skeen, hvis Tyngde mindre er i Stand til ar forringe de fra
Siderne af sammenbindende Kræfter.
Disse Rister legges af stærke Bielker, saaledes som Tab. XXIL
Ag« 9* viser, af Bielker nemlig, paa langs og tverts, som overffreres
af, og ere vel indhugne i hverandre. Legges ikke uden en simpel Rist
som i lered Grund; da er Anlaget som i DG, hvis ikke, som i
HG, saa at Pæle flaaes foran for de Bielker i Risten, der lobe
efter Længden, deels for at holde dem, deels for ar rette Jorden.
Den beste, sikkerste og fuldkomlieste Maade at legge Risterne paa,
er unegtelig den, som vi siden bedrive ved Sluserne, og Figuren
viser Udi ADBCEF, hvor ved EF Grunden falder afen Con-
trefort, ellet cl Modlag imod Muren. Nemlig Bielkerne efter Læng-
den hvile paa, og ere indhugne i stærke Pæle udi Grunden, paa hvilke
igien Bielkerne efter Tverten hvile. Man kan til ydermere Sik-
kerhed, for ar rette Grunden og stive Risten, flaae Pcele ind i
dens