Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLØPFINNEFISKENE 111 De fleste af Fiskerne synes endog at sove; de ligger henslængte langs ad Tofterne med Undtagelse af de to, der staar oppe paa et Brædt over Enden af Baaden og holder Udkig, og selv disse staar saa rolig, at hvis man ikke saa dem holde Balancen paa deres ophøjede Standpunkt, kunde man godt tro, at de ikke var langt fra at gøre deres Kammerater Selskab. Denne tilsyneladende Ro er imidlertid kun Havblikket forinden Stormen. Alt er klart til Slag; Aarerne ligger klare i Tollegangene, de Stene, der bi uges til at kaste i Vandet, for at jage Fiskene ind i Garnet, ligger oppe paa Tofterne, hver Ende Tov er opskudt, og hver Slnproer paa sin Tofte. Pludselig gaar der en Skælven igennem den ene af Udkigsmandene. Han løfter hurtigt Armen, og som et Lyu er hver Mand paa sin Post, men stille. Han kaster en Sten langt bort, han kaster flere, bestandig nærmere. Han har set en Skygge paa Vandet og driver nu Flokken hen efter Garnet. Nu er den inde i den Bugt, som dette danner — »Ro ud!« kommanderer han, og Aarerne falder saa i Vandet. Den forrige Stilhed afløses af en Scene saa ejendommelig, saa vild, at man næppe skulde tro, at det kun gælder om at fange nogle stakkels Hornfisk. Hver Nerve er spændt, enhver Befaling fra den kommanderende udføres med Sikkerhed og Hurtighed. Højt og fyndigt lyder det: »Ro væk!«, »Kast Linerne!« »Skod til!« o. s. v. Efter at Baadene har naaet hverandre, og efter at Fiskene saaledes er indelukkede, skønt langt fra endnu fangede, hales Garnet forsigtig sammen, saa at det omsluttede Rum bliver mindre og mindre. Fiskene har for længe siden mærket Uraad, og Flokken sværmer, tæt sammenpakket, hid og did. Stundom søger den at undslippe under Baaden, men Fiskerne er paa deres Post; raabende og pjaskende i Vandet, saa at dette driver af dem, jager de de forskrækkede Fisk tilbage. Efter et saadant mislykket Forsøg kaster Flokken sig gærne den modsatte Vej, i det hver enkelt Fisk med hele sin Kraft trænger imod Garnet, som om de med forenede Kræfter vilde bane sig Vej igennem det. Dette Øjeblik har Anfø reren ventet paa: »Tag over alt!« raaber han, og et Øjeblik efter, at denne Ordre er given spræller hele Flokken aldeles indesluttet i Garnet, medens Fiskerne drivende af Vand, arbejder med at vælte Fangsten ind i Baadene. — Men er Fiskerne godt indøvede, maa man ikke tro, at Fiskene staar tilbage. I mange Tilfælde lykkes det dem at undslippe og ofte, især imod Slutningen af Fisketiden, er det næsten umuligt at overliste eller tvinge dem. Der er et mærkværdigt Sammenhold imellem Individerne af den samme Flok. I Stedet for at splittes, naar der er Fare, slutter de sig tættere sammen, saa tæt, at man skulde antage det for umuligt, at de kunde bevæge sig, og dog er netop en saadan Klump hurtig og bevægelig. Det er næsten ikke muligt at skille Fiskene ad, de følges igennem tykt og tyndt, vender sig til Siderne, op og ned, gør omkring som paa Kommando, alle paa en Gang og med en Sikkerhed, der vilde gøre de bedst indøvede Soldater Ære, Hvorfra kommer den Kom--