114
DYRENES LIV
Kittlitz sammenligner træffende deres Flugt med Værlingers og Finkers i raat Efteraarsvejr, naar de kaster sig over Markerne og søger at finde det da saa knappe Foder. Humboldt siger, at man med Rette har sammenlignet deres Bevægelser med en flad Stens Hoppen hen over Vandspejlet, naar man slaar Smut med den. Uden særlig Grund springer Flyvefiskene nemlig aldrig mere end 1,5—2 M. op over Vandfladen og farer heller ikke langt afsted i samme Sæt, men falder snart ned igen. Den ene følger imidlertid saa hurtig efter den anden, at det ser ud, som om den første berørte Vandet for at gøre et nyt Spring, medens i Virkeligheden den ene farer hen over den anden. Det hænder heller ikke saa sjælden, at Hundreder og Tusinder af disse Fisk paa en Gang hæver
Flyvefisk.
sig op af Vandet. En stor Del af dem falder da atter ned i Havet, medens de øvrige beholder deres Fart og først i større Afstand atter berører Vandet. Den Strækning, der saaledes tilbagelægges, kan være meget forskellig. Under rolig Flugt hæver Flyvefiskene sig omtrent 1—1% M. over Havfladen, saa at de netop farer hen over Bølgetoppene og falder ned efter at have tilbagelagt en Strækning af 6—7 M. Men naar de udvikler større Kraft, slynger de sig over 3 M. i Vejret og gennemfarer en Strækning af 100—150 M. Springet sker næsten altid i lige Retning; de kan dog ogsaa gøre en Svingning, men falder da straks efter ned i Vandet. Under Springet holder de Bryst- og Bugfinner vandret udspændte, uden dog at slaa med dem, saaledes som Fuglene slaar med Vingerne.