Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

120 DYRENES LIV Efter umiddelbart i Forvejen at have forholdt sig usædvanligt stille, viser den sig, saa snart Rognen er fuldmoden, meget urolig. Den stryger nu i tætte Stimer, Hanner og Hunner om hverandre, hurtigt frem og tilbage paa Fiskebakkerne, under hvilket samtidigt Hunnens Rogn og Hannens Mælke gydes og blandes sammen, og Hunfiskene staar under Gydningen højere i Vandet end Hanflskene. Denne Stortorskens egentlige Leg foregaar i Almindelighed ikke ved Bunden, men i større eller mindre Afstand fra samme, noget, man let ser af den Maade, hvorpaa den løber fast i de udsatte Garn. Flere rødlige, ligesom betændte Steder, som man altid finder paa Bugen af Fisk med flydende Rogn, viser imidlertid, at den ogsaa af og til gaar ned til Bunden, rimeligvis for ved at skure den af Rognen opsvulmede Bug mod Stenene at befordre dennes Udpresning. Hvor lang Tid Gydningen varer, kendes ikke, men det formodes, at der maa flere Dage til. — Under Indvandringen og Gydningen er Fisken bleven betydelig afmagret, baade paa Grund af, at den i den lange Tid kun har taget liden Næring til sig og maa-ske ogsaa for en væsentlig Del paa Grund af selve Gydningen. Dens Graadighed efter denne er umaadelig. Man har forsikret Sars, at den paa denne Tid ikke blot sluger anden Fisk af Middelstørrelse, men ogsaa ikke saa sjældent de af Fiskerne udkastede Fiskeindvolde tillige med de vedhængende Hoveder, der undertiden har været for store til at trænge ind igennem Svælget og følgelig er bievne siddende i Gabet paa den. Krøyer fortæller ogsaa, at han i en ca. 1,3 M. lang ved Lofoten fisket Torsk fandt 3 andre Torsk, hver af henimod 80 Ctm.s Længde, og det er et næsten regelmæssigt Forhold, at man i Slutningen af Legetiden finder ikke blot Tang, men ogsaa Grus og Sten i dens Mave, hvilket de norske Fiskere udtrykker ved, at Torsken har taget sin Ballast, for at kunne gaa ud paa Dybet. Efter Gydningen synes Torsken som Regel ikke at blive længe paa Legepladserne, men at skynde sig bort. Torskens Frugtbarhed er overmaade stor. Hos store Eksemplarer paa nogle og tyve Kilogram vejer Rognmassen omtr. 7 Kilo og udgør altsaa næsten en Tredjedel af hele Fiskens Vægt. Rognkornenes Antal paa en Kabliau (Stortorsk) af »Middelstørrelse« er beregnet til at beløbe sig til 9x/2 Million! Rognkornene svømmer frit om i eller nær Vandets Overflade, og de kan i Slutningen af Gydeperioden være til Stede i saadanne Masser, at de i stille Vejr bedækker en stor Strækning af Havet som et næsten sammenhængende Lag. Undertiden bliver største Delen af denne Rogn ført til Havs og undertiden kastet op paa Land af Vind og Strøm, °g i begge Tilfælde er der stor Sandsynlighed for, at den for en stor Del gaar til Grunde. Omtrent 18 Dage efter Æggets Gydning kommer Ungen frem, og denne beholder sin Blommesæk i omtrent 14 Dage. Baade Ægget og den med Blommesæk udstyrede Unge er temmelig haardføre og taaler et mærkværdigt langt Ophold i bedærvet Vand, men naar Blommesækken er forbrugt, »bliver de